Venstre og Socialdemokratiet vil samarbejde
DSC7986ps.jpg
GLOSTRUP. Omvæltningerne i magten i kommunalbestyrelsen fortsætter. Nu har Venstre og Socialdemokratiet indgået et samarbejde. Samarbejdsgruppen er dermed fortid

Siden januar har Venstres borgmester, John Engelhardt og Socialdemokratiets leder, Lisa Ward, indset nødvendigheden af et bredt og stabilt samarbejde i Kommunalbestyrelsen.

– For mig handler det om, at vi samarbejder om det, som er godt for Glostrup. Vi repræsenterer rigtig mange mennesker hver især, siger Lisa Ward.

Det var Lisa Ward, der rakte hånden frem til Venstre.

– Jeg sagde til John, at vi er nødt at tale sammen, ikke nødvendigvis for at lave et samarbejde, men som store partier. Der har været forskellige politiske sager, hvor vi godt har kunnet finde hinanden. Så kommer skolen nu, som har betydet, at vi har sat os ned og snakket om et stort emne, siger hun.

I onsdags præsenterede de to derfor offentligt samarbejdet. De vil dog stadig holde døren åben for de andre partier.

– Vi vil ikke lukke os om os selv, men samarbejdet er mellem Venstre og Socialdemokratiet. Vi holder døren åben for dem, vi traditionelt set har samarbejdet med. Vi har jo traditionelt samarbejdet med Dansk Folkeparti, og Socialdemokratiet har samarbejdet med SF og Enhedslisten, siger John Engelhardt.

Det er dog ikke en invitation, de andre partier tager særligt godt imod.

– Jeg vil aldrig indgå i en aftale, hvor vi tager Venstre og Dansk Folkeparti med. Det er klart, hvis jeg kan trække hele kommunalbestyrelsen i en grøn og solidarisk retning, så vil jeg gerne være med til det, siger Robert Sørensen.

Samme melding kommer fra SF:

– Jeg er ikke særligt begejstret for at arbejde sammen med Venstre, og slet ikke Dansk Folkeparti. Jeg har ikke noget imod at arbejde videre sammen med Socialdemokratiet, men hvis det bliver i samråd med Dansk Folkeparti, så tror jeg, at jeg vælger at blive fri fugl, siger Palle Laustrup.

For Lars Thomsen fra Bylisten betyder det nye samarbejde, at han ser sig selv som opposition med særligt fokus på ældreområdet og byudvikling.

– Det bliver meget nemt. Vi er i opposition. Vi vil have vores frihed til at påpege ting, vi ikke synes er i orden. Hvis fru Ward og Socialdemokratiet tror, de får mere af deres politik igennem med Venstre og Dansk Folkeparti, så værsgo.

De Konservative vil gerne samarbejde.

– Jeg har været meget begejstret i det år, der er gået, der har vi fået rigtig meget konservativ politik i gennem. Nu er jeg så spændt på at se, hvad de byder ind med og hvad vi kan være med til. Vi har da tænkt os at prøve at se, om vi kan få indflydelse i kommunalbestyrelsen. Jeg plejer at sige, at konservative stemmer er stemmer der både arbejder og samarbejder. Det er muligt, at de andre vil holde os ude, muligvis fordi de skal bruges vores poster i et fordelingsspil, siger Dan Kornbek Christiansen.

Folkebladet har også spurgt Dansk Folkeparti, hvordan de vil forholde sig i kommunalbestyrelsen. Det ønsker de ikke at svare på, før de kender mere til indholdet af samarbejdet.

Et spil om poster
Efter Samarbejdsgruppen opstod, lavede de en ændring af styrelsesvedtægten, hvilket betød, at alle udvalgsposter skulle genbesættes. Dermed kunne Samarbejdsgruppens medlemmer sætte sig på alle udvalgsformandsposter, der både giver flere muligheder for at samarbejde med forvaltningen og fremsætte forslag og en højere løn.

Venstre og Socialdemokratiet har ikke nogen planer om at ændre i udvalgsstrukturen. De har dog flertal i fem af de seks udvalg, så hvis de vil, kan de fjerne Robert Sørensen, Lars Thomsen og Dan Kornbek Christiansen fra deres formandsposter. De forventer alle tre, at det kommer til at ske.

– Nu må vi arbejde ud fra den struktur vi har, finder vi nogle passende fordelinger af posterne indenfor det. Det skal nok komme, siger John Engelhardt.

Efter ændringen af styrelsesvedtægten klagede Venstre og DF til Ankestyrelsen, fordi de mente, at formålet var at få poster, hvilket ville være ulovligt. De overvejede også at føre retssag mod kommunen.

– Status er, at den klage ligger i Ankestyrelsen. Indtil da generer den ingen, siger John Engelhardt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top