Færgeoverfart på Tueholm Sø
trækfærge.jpg
Det er nu muligt at tage en trækfærge over Tueholm Sø på det smalleste sted.
VALLENSBÆK. Omkring 75-institutionsbørn og 25 borgere var i forrige uge med til at sætte en ny trækfærge i Vallensbæk til søs

Overfarten tager kun få minutter, men om det er en besparelse i forhold til at gå udenom, kommer lidt an på armkræfterne. Det er ikke muligt at købe mad eller drikke ombord, og motorkræften, den står man selv for. Til gengæld er det gratis. Med en nye trækfærge kan borgere og besøgende nu let komme fra Vallensbæks trækæmpe, Lille Tilde, til Albertslunds kæmpe, Thomas på bjerget. Hidtil har de to været adskilt af Tueholmsøen.
Men først skulle den røde snor klippes. Herefter kunne borgere og børn på skift få lov at sejle med færgen over til den ”øde ø” på den anden side af søen. Her ventede en pirat, som havde brug for hjælp til at finde en skat. I skattekisten var der en piratklap til alle, og kort tid efter vendte en flok glade børnepirater tilbage med trækfærgen. På ”Tilde-siden” af Tueholmsøen kunne de fremmødte desuden fornøje sig med aktiviteter som pirattatoveringer og kæmpesæbebobler. Der var også lidt lækkert til ganen – juice og chokoladekiks – eller ’havskum’ og ’beskøjter’ som det selvfølgelig hedder på piratsprog.
Den officielle indvielse varede en time, men allerede bagefter var flere besøgende troppet op for at prøve Tildes nye færge.
Trækfærgen er altså nu klar til fri afbenyttelse og er oplagt som en hyggelig sommeraktivitet. Du skal selv lægge kræfterne i for at få færgen over på den anden side ved at trække i færgens tov. Den nye trækfærge indbyder dermed til motion, naturoplevelser og socialt samvær på samme tid. Brugen af færgen er på eget ansvar.

Trækæmpen Tilde
Det er trækunstneren Thomas Dambo, der i 2016 byggede ”De seks glemte kæmper”, der er skulpturer af genbrugstræ, der forestiller store trolde. Kæmperne står i de seks kommuner, der er med i Vestegnens Kulturuge – herunder Vallensbæk.
Det er borgere fra Vallensbæk Kommunes Projekt Lundbækvej, der har bygget trækfærgen. Projekt Lundbækvej er for ledige borgere, der har brug for opkvalificering eller virksomhedspraktik, og de har både bygget færgen og monteret de flotte vikinge-inspirerede stævne, der er udført af kunstneren Peter Hausgaard Greger-
sen.

1 kommentar om “Færgeoverfart på Tueholm Sø”

  1. Yvonne Flørnæs siger:

    Hej
    Er lidt forundret over at der ikke står noget om redningsveste, er det ikke groft uforsvarligt, og så i kommunal resig.
    “Brug af færge på eget ansvar” er det ikke lidt langt ude, hvad hvis børn drukner.!!!
    Venlig hilsen “en sejler gennem 45 år”
    yvonne flørnæs

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top