Glostrup Bio vil have ny og større foyer
IMG_0891.jpg
Foyeren i dag har begrænset plads. Foto: Holger Pedersen
GLOSTRUP. Efter toiletterne er blevet flyttet i Glostrup Bio, er der plads til en flytning i foyeren, så der bliver mere plads til arrangementer

Der er store ambitioner i Glostrup Bio lige i øjeblikket.
– Visionen er at gøre Glostrup Bio og Koncerthus, som den på et tidspunkt vil komme til at hedde, til et moderne og attraktivt kulturhus, der syder og bobler af aktivitet fra tidlig morgen til sen aften alle ugens dage, siger Arne Christensen, formand for Sofarækken, der driver Glostrup Bio.
I øjeblikket bliver kulturhuset primært brugt til biografforestillinger og koncerter. Dem skal der være flere af, men der skal også være andet.
– Vi vil gøre Glostrup Bio og Koncerthus kendt som huset, der rummer en bred vifte af andre kulturelle aktiviteter og arrangementer. Det kan være foredrag, møder, teater, stand-up, firma-arrangementer, tv-transmissioner fra for eksempel operaforestillinger, fodboldkampe og Melodi Grand Prix, siger Arne Christensen.

Ny foyer
I 2018 fik Glostrup Bio nye toiletter i nedre foyer. De gamle toiletter i stueplan blev derefter lukket af. Nu vil biografen gerne udnytte den plads, så de kan få et større foyer. Planen er at flytte kiosk og billetsalg ned i området, hvor de gamle toiletter ligger og flytte køkkenet ind i det nuværende lager. Det betyder, at kiosken kommer til at minde mere om en almindelig kiosk, hvor man selv finder sine varer og betaler.
– Der bliver bedre mulighed for, at folk selv kan tage deres kaffe, sodavand og slik, så man bare skal scanne det ind. Det giver nogle bedre og nemmere forhold for vores frivillige personale. Det skulle gerne gøre, at vi kan få flere til at være med og vi kan økonomisere mere med kræfterne og have flere forestillinger, siger Arne Christensen.
Dermed bliver hele området ud mod forpladsen ledigt, hvor der kan opsættes op til tre gange så mange stole og borde, som der er plads til i dag.
– Filmene vil fortsat være det bærende, men biografen vil udvikle sig til i endnu højere grad også at være et koncertsted, hvor de store koncerter holdes i salen, mens den nye foyer vil kunne anvendes til intimkoncerter. Begge lokaler vil naturligvis også kunne anvendes til foredrag, firmaarrangementer og lignende.
Foyeren forventes også at få sit eget liv som café – også udenfor den korte tid før filmen eller koncerten. Arbejdet med at bygge caféen om er allerede igangsat og forventes gennemført i år, siger Arne Christensen.
Hele ombygningen af ­foyeren forventes at koste 1,2 millioner kroner.

Nye biografstole
Ud over en ny foyer, vil biografen også gerne have nye stole. De nuværende stole blev købt brugt i 2012 og er ved at være udtjente. Der er 250 stole i biografen og en ny biografstol i god kvalitet koster 2.500 kroner.
– Vi går i gang med at skifte stolene ud i efteråret og vinteren i år, hvis vi får råd til det. Det kommer an på, hvordan det går med at finde sponsorer, siger Arne Christensen.
Glostrup Bio har også koncerter, der bliver afholdt af foreningen Glostrup Kulturhus. Derfor undersøger biografen, om nogle af de forreste stole kan være fleksible, så de kan fjernes til koncerter og andre arrangementer.
– Vi er ved at undersøge muligheden for det. Der er nogle begrænsninger for hvor meget man kan lave biografen om til en multisal, gulvet skråner jo, og der er nogle rørføringer under gulvet, som giver nogle begrænsninger. Ellers kunne der jo nederst mod scenen stå nogle borde eller man kunne helt fjerne stolene, så man kan bevæge sig rundt, siger Arne Christensen.

Søger sponsorer
Biografen får et tilskud fra kommunen, som der er sat et loft over fra EU, da kommunalt støttede biografer ikke må konkurrere med private biografer. Derudover får foreningen Glostrup Kulturhus støtte til sine koncerter, som også bliver holdt i biografen.
Det er Glostrup Kommune, der ejer bygningen, som biografen så lejer sig ind i. Det var også kommunen, der betalte de nye toiletter. Der er dog ikke udsigt til, at kommunalbestyrelsen vil give flere penge til renoveringer i biografen, der principielt selv er ansvarlig for al indvendig vedligeholdelse og renovering.
Biografen har også en pæn egenkapital, men det er nødvendigt for biografen at have en del i reserve, hvis den digitale projektor står af og det er nødvendigt at købe en ny.
Derfor er Glostrup Bio netop nu ved at finde sponsorer.
– Der er en hel del, som har givet tilsagn om, at de gerne vil sponsorere. Vi har fået et pænt stort beløb fra Glostrup Grundejerforening, som har nedlagt sig selv, siger Arne Christensen.
Han lover god eksponering til dem, der ønsker det.
-Vi vil gøre, hvad vi kan for at eksponere de pågældende.
Vi er taknemmelige for alt, også små beløb. Vi laver en sponsortavle og vi bruger vores eget lærred. Hvis det er en stol, man har sponsoreret vil man kunne få sit navn på stolen, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top