Højhuse et skridt nærmere nedrivning
2019-03-23_at_18-41-11_DSC_1425x_crop.jpg

Foto: Robert Hendel

Et af de fem højhuse i Brøndby Strand, som står foran at skulle rives ned på grund af forurening med det sundhedsskadelige stof PCB. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY Den uundgåelige nedrivning af fem højhuse i Brøndby Strand er kommet tættere på en endelig løsning

Det har længe stået klart, at de fem forurenede højhuse i Brøndby Strand skal rives ned.

Nu er kommunen kommet et skridt længere i nedrivningsprocessen. Det sker i kraft af det udkast til en VVM-tilladelse, som blev sendt i høring ved det seneste kommunalbestyrelsesmøde i Brøndby den 19. juni.

VVM står for vurdering af virkninger for miljøet og skal give det bedst mulige grundlag for både en offentlig debat og for den endelige politiske beslutning om nedrivningen af de fem højhuse. Derudover er meningen med miljøvurderingen blandt andet også at undersøge alternative løsninger.

Boligselskaberne, der står for nedrivningen, har i det seneste halve år undersøgt, hvilke gener der kan opstå, når højhusene skal rives ned.

– Det er en meget kompliceret sag, og uanset hvor mange krav, vi stiller, vil nedrivningen have konsekvenser for borgerne i Brøndby Strand, sagde borgmester Kent Max Magelund (S) på kommunalbestyrelsesmødet.

Etage for etage
Sammen med Brøndby Kommune har boligselskaberne tilpasset projektet, så der bliver færrest mulige gener under nedrivningen.

– Det er en rigtig sørgelig situation, at boligselskaberne skal rive fem højhuse ned. Det er ulykkeligt for dem, der har måttet fraflytte, og det bliver heller ikke rart for dem, der skal være naboer til nedrivningen, lød det fra Kent Max Magelund på kommunalbestyrelsesmødet.

Af VVM-redegørelsen fremgår det, at det ikke er muligt at sprænge de fem højhuse, fordi området er for tæt beboet.

Højhusene skal derfor pilles ned etage for etage. Når nedrivningen går i gang, vil de cirka 50 meter høje bygninger blive inddækket med stillads og armeret plastik for at undgå spredning af støv.

Samtidigt skal inddækningen sikre, at der ikke falder materialer ned omkring højhusene.

Selve nedrivningen af højhusene vil ifølge VVM-redegørelsen foregå ved, at gulve, døre og lignende vil blive fjernet først. Derefter vil de enkelte betonelementer enkeltvis blive løftet ned med en kran, inden nogle små maskiner vil klippe resten af højhuset ned etage for etage.

Omlægning af trafik
På grund af trange forhold omkring højhusene bliver det nødvendigt at indrette byggepladserne med størst mulig sikkerhedsafstand til beboerne i området og de omkringliggende sti- og vejsystemer.

Indretningen af byggepladserne får væsentlig betydning for trafikken i området omkring højhusene.

Blandt andet bliver adgangsvejene til Albjergparken og Tranumparken delvist lukket, mens nedrivningen er i gang.

I forbindelse med nedrivningen bliver der etableret to byggepladser, hvor den ene kommer til at ligge omkring de tre højhuse i Albergparken, mens den anden bliver placeret ved de to højhuse i Tranumparken.

Mens nedrivningen foregår, vil der udelukkende være åbent for trafik til og fra byggepladsen via Strandesplanaden.

For beboerne i området betyder det derfor, at de vil blive ledt nordpå gennem Bækkelunden og Kærlunden, mens der arbejdes med at rive højhusene ned.

Omlægningen af trafikken er med til at mindske nedrivningsperioden fra fem til tre år, fremgår det af VVM-redegørelsen.

– Boligselskaberne har foreslået en nedrivningsperiode, der begrænser tiden betydeligt. Det er selvfølgelig positivt, men det får også den konsekvens, at trafikken bliver påvirket, sagde Kent Max Magelund og tilføjede, at det samlet set synes at være den bedste løsning, mens arbejdet med at fjerne højhusene pågår.

Vil mindske støjgener
Det er svært at undgå støjgener, selvom boligselskaberne ifølge kommunen har gjort, hvad de kan for at nedbringe generne for naboerne til de højhuse, der snart skal rives ned.

Derfor har kommunen blandt andet stillet krav til, at arbejdstiderne ligger i dagtimerne på hverdage, så færrest muligt bliver påvirket af larmen fra nedrivningsarbejdet.

Samtidigt er entreprenøren forpligtet til løbende at informere beboerene om, hvornår der er planlagt særligt støjende aktiviteter, fremgår det af VVM-redegørelsen.

VVM-tilladelsen er sendt i høring frem til og med den 1. september 2019.

Det giver mulighed for de borgere, der bliver påvirket af arbejdet, til at komme med kommentarer og blande sig i diskussionen om, hvordan nedrivningen skal foregå, mener Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for Teknik- og Miljøudvalget i Brøndby.

– En VVM-proces er garanti for, at der kommer offentlighed omkring det her. Og på den måde at alle får lejlighed til at få vendt deres synspunkter og måske også påvirke den endelige tilladelse, som vi i kommunalbestyrelsen giver i forbindelse med den her nedrivning, lød det på kommunalbestyrelsesmødet fra Vagn Kjær-Hansen.

Den 15. august afholder kommunen et borgermøde kl. 17 i Kulturhuset Brønden, hvor der bliver mulighed for at høre mere om projektet og få opklaret eventuelle spørgsmål i forbindelse med nedrivningen af højhusene.

Boligselskaberne i Brøndby Strand forventer at gå i gang med nedrivningen af de fem højhuse i 2021. Ved nedrivningen af højhusene bliver også to gangbroer i henholdsvis Albjergparken og Tranumparken revet ned.

Se hele behandlingen herunder:

1 kommentar om “Højhuse et skridt nærmere nedrivning”

  1. Jørgen steen ponn siger:

    Den plan der ligger med at trafikken skal køre imellim lastbiler der holder og busser på det stykke imod Brøndbyvester boulevard fra Tybjergparken er ikke mindre sindsygt. Men det er åbenbart nogle af kommunens folk ingenører der ikke kan tænke så langt at det klogeste vil være at lave vejen dobbel rettet over ved maglelund det vil være naturligt når man nu køre ud fra langbjerg Sam tybjergparken. Og så kan man fra albjergparken køre af anden vej. Som det er nu køre man lige over ved Brøndby vesterboulevard til albjergparken om aften
    Så det lille stykke kunne man så lave dobbel rettet. Se det ville der være fornuft i og ikke det markværk man lægger op til fra kommunens side. Tydeligt de ikke har fingeren på pulsen vedr Brøndby strand

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top