Mangel på plantebaserede spisemuligheder
HELE OMRÅDET. Antallet af veganere og vegetarer stiger, også på Vestegnen, men det gør de plantebaserede spisemuligheder på restauranter og caféer ikke i samme tempo. Veganere og vegetarer må gang på gang tage ind til København for at spise, i stedet for at kunne spise i lokalområdet, mener vegetarforening

Formanden for Dansk Vegetarisk Forening Vestegnen, Dennis Baggers Laursen, har over de seneste år kontaktet spisesteder på Vestegnen og opfordret dem til at få mere vegansk og vegetarisk mad – for det meste uden held.
– Der er desværre ikke sket det store. Vi hører tit undskyldningen ”det er der ikke efterspørgsel på”. Så prøver vi at forklare, at den slags tager tid – folk skal lige vide, at det findes. Og så skal det være stabilt, altså udvalget på menukortet. Vegetarer og veganere vil jo helst besøge et sted, hvor der dels bliver gjort noget ud af den veganske mulighed, dels at det er en fast del af menukortet, så man ikke skal ringe i forvejen hver gang. Vi tilbyder naturligvis også spisestederne eksponering på vores Facebook-side, der har små 1.000 følgere, hvis de tilbyder noget vegansk. Men vi regner med snart at tage en ny tørn, for der er jo sket meget på det vegetariske og veganske område det seneste 1,5 år. Så måske spisestederne er mere klar nu, på at lave en vegansk mulighed på menukort, skriver Dennis Baggers Laursen.

Vegansk for alle
Antallet af veganere og vegetarer stiger. Det betyder, at de lokale spisesteder mister mange kunder ved ikke at tilbyde en plantebaseret mulighed, mener Dennis Baggers Laursen.
– Set fra spisestedets synspunkt er det vigtigt, fordi der her er tale om en stadig voksende målgruppe. Og set fra klimaets side er det vigtigt, fordi veganske muligheder oftest er mere klimavenlige. Og så kan et lækkert, vegansk måltid sikkert også få ikke-veganere til at bestille det. Det veganske køkken er jo ikke kun for veganere, ligesom det italienske køkken heller ikke kun er for italienere. Spisestederne bør have minimum en, gerne to til tre veganske muligheder på menukortet. Optimalt kunne det være to til tre hovedretter, en til to desserter, samt plantemælk til kaffen. Så kan man som veganer få en ”komplet menu”, der er vegansk, uden at man føler, at man mangler noget. Samtidig er der også en mulighed for variation, hvis der er to til tre hovedretter, og ikke bare én. Det vil gøre stedet mere attraktivt, skriver Dennis Baggers Laursen.
De lokale spisesteder uden veganske muligheder vil ikke kun blive valgt fra, når veganere skal ud at spise, men også når de skal ude at spise med venner eller familie, som spiser animalske produkter. Til fødselsdage og arrangementer må de tage ind til København for at finde et sted, hvor alle kan få lækker mad, så her går spisestederne på Vestegnen muligvis glip af omsætning. Så hvorfor vælger spisestederne ikke at servere plantebaserede retter nu hvor tallene på veganere og vegetarer stiger?
– Måske fordi det er en overset gruppe. Måske fordi der vitterlig ikke er efterspørgsel, fordi alle vegetarerne og veganerne på Vestegnen altid tager ind og spiser i Indre By eller på Nørrebro. Måske fordi der mangler viden om, hvordan man laver et lækkert, vegansk måltid. Det er jo desværre ikke en del af kokkeuddannelsen, at man lærer om det vegetariske og veganske køkken. Det er ærgerligt. Heldigvis kan vores landsforening, Dansk Vegetarisk Forening, være til rådighed for råd og vejledning, hvis man ønsker hjælp til hvordan man sammensætter et lækkert, vegansk måltid. Og landsforeningen arbejder også på at gøre kokkeuddannelserne opmærksomme på det vegetariske og veganske køkken, skriver Dennis Baggers Laursen.

FAKTA
Vegetarer og veganere

En vegetar spiser ikke kød, fisk, skaldyr eller biprodukter fra slagtningen af dyr
En veganer forsøger derudover at undgå alle animalske produkter som mælk, æg, ost, læder, pels, uld, honning, produkter testet på dyr, m.v.
Der findes ingen tal på hvor mange veganere og vegetarer, der er på Vestegnen alene, men der er en generel stigning på landsplan. I 2018 var det 2,4% af befolkning, der levede vegansk eller vegetarisk. Blandt de 15 til 34-årige var det 5,5%
I Glostrup, Brøndby og Vallensbæk Kommune er der i skrivende stund 39 medlemmer af Dansk Vegetarisk Forening. For tre år siden var der i samme område kun ti medlemmer

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top