Ny legeplads i skoven
Snoreklip.jpg
Borgmester Kent Max Magelund indvier de nye legepladser i Brøndbyskoven. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Borgmester Kent Max Magelund (S) indviede sidste weekend to nye legepladser for børn og voksne i Brøndbyskoven

Der var juicebar, borgmestertale og cykeltræf, da Brøndbyskovens to nye pladser med udfoldelsesmuligheder for børn og voksne blev indviet søndag den 16. juni.
Her er der plads til, at både voksne kan få sved på panden, og til at børnene kan lege.
Den ene plads ligger et stenkast fra Engtoftegård og har primært fokus på træning, den anden på Festpladsen i Brøndbyskoven.
Borgmesteren holdt tale for de fremmødte borgere og børnefamilier og ikke mindst for alle de aktive deltagere på årets Store Cykeldag, der havde lagt skovens festplads ind på dagens rute for at få indvielsen med.
– Når vi i dag står her på Festpladsen med de her fantastiske lege- og træningsfaciliteter, så glæder det mig, at skoven – som jeg selv nyder at løbe og cykle i – har fået en opdatering, sagde borgmester Kent Max Magelund i forbindelse med indvielsen.
De to lege- og træningspladser har været åbne for offentligheden i nogle måneder, men blev officielt indviet i forbindelse med afviklingen af årets Store Cykeldag, hvor 200 cykelglade børn og voksne deltog.
– Vi har ikke bare fået nye pladser, der er også opsat informationsskilte ved indgangene til skoven, der fortæller om skovens historie, viser løberuter og giver forslag til lege i skoven, lød det fra borgmesteren til de mange fremmødte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top