Offentliggør billeder: Politiet efterlyser bankrøver
Kasse-B-A44434-Glostrup-W0156220190705-15310020190705-153300190717121242.jpg
Overvågningsbilleder fra Danske Bank på Hovedvejen i Glostrup, der fredag den 5. juli 2019 kl. 15.31 blev udsat for et røveriforsøg.
GLOSTRUP. Københavns Vestegns Politi offentliggør nu billeder af den røver, der forsøgte at røve Danske Bank på Hovedvejen i Glostrup den 5. juli

Politiet har endnu ikke fanget den mand, der fredag den 5. juli klokken 15.31 forsøgte at begå røveri i Danske Banks filial på Hovedvejen i Glostrup.

Derfor offentliggør politiet nu billeder og video fra Danske Banks overvågningskamera i håb om, at nogen kan hjælpe dem med at få identificeret gerningsmanden.

I overvågningsvideoen kan man høre gerningsmandens stemme, da han flere gange råbte ”Åben kassen – åben kassen,” mens han truede med to røde knive.

Personalet i banken havde dog imidlertid ikke adgang til kontanter, og gerningsmanden måtte derfor forlade banken uden udbytte.

Ifølge vidner løb han formentligt ned til parkeringspladsen ud for Glostrup Bibliotek på Kildevældets Allé. Herfra stak han af i en mindre blå personbil. Politiet håber med offentliggørelsen af optagelserne, at nogen kan genkende manden.

– Det er heldigvis efterhånden sjældent, at vi oplever forsøg på bankrøveri, og vi håber at offentligheden kan hjælpe på baggrund af lyd eller billeder, siger politikommissær Andreas Mollerup.
Københavns Politi har lagt videoptagelsen op på sin facebook-side. Den kan du se herunder:

Politiets signalement
Mand, dansk af udseende og talte dansk uden accent, 25-35 år, 175-180 cm, umiddelbart almindelig af bygning, men beskrives af flere vidner som fedladen og rundkindet.
Gerningsmanden beskrives som hvid/lys i huden og havde mellemlangt lyst hår, kortklippet i siderne.
Under røveriet var gerningsmanden iført mørkt tørklæde eller lignende for underansigtet, mørkeblå eller sort trøje med hvide prikker eller stjerner på forsiden og tallet ”78” med store typer på ryggen, samt lysegrå joggingbukser og mørke sko.
Gerningsmanden bar lysegrå handsker og truede med to røde knive, formentlig køkkenknive med både rødt skæfte og blad.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top