SFO-børn sætter fokus på miljøet
Sommercamp-29.jpg
Der er fokus på havet og de ting, der ikke hører til der, i årets SommerCamp.
VALLENSBÆK. Pilehaveskolen huser i uge 28, 29 og 30 de børn, der har tilmeldt sig SommerCamp. I sidste uge lavede de teater – havskildpadder, skrald og CO2 er blandt temaerne

På Pilehaveskolen er Vallensbæks SFO-børn i disse uger samlet til SommerCamp. I sidste uge var SFO’en forvandlet til et kreativt rum, hvor der blev bygget, malet, klippet og sunget – det var nemlig teateruge og fredag kulminerede det med en forestilling i idrætssalen.
En flot blå kulisse tårner frem i teatergruppens værksted. Kulissen forestiller havet og små farverige fisk og blæksprutter svømmer rundt mellem grønne planter. Men desværre har en uventet gæst også fundet vej til børnenes hav – nemlig skrald. Fiskenet, en tom ‘labre larver’-pose og en energidrik flyder rundt blandt fiskene.
Teaterstykket hedder ‘Miljøheltenes store opgave’, og SFO-børnene har været med til at male kulisser og lave kostumer i papmaché.
– Vi har lavet en klovnefisk, en havskildpadde og en hval, fortæller seks-årige Vanessa fra Pilehaveskolen, der skal være inde i hvalen sammen med en anden pige.
– Og så skal jeg huske mine replikker, tilføjer Vanessa og memorerer til perfektion:
– Jeg skal sige ‘av, av, av’ – altså tre gange. Og så skal jeg sige ‘jeg er så sulten, men jeg får ondt i maven, når jeg spiser’.
Og uden at afsløre for meget, så er det ikke kun fisk, som hvalen har spist ude fra havet.

Klima og bæredygtighed
SommerCampens temaer har blandt andet hentet inspiration fra FN’s 17 verdensmål, og i løbet af de tre uger lærer børnene om klima og bæredygtighed. For Umi Syed Jespersen Rashid, der er SFO-leder på Vallensbæk Skole og tovholder på årets SommerCamp, har det været vigtigt at arbejde med et længevarende læringsforløb, så børnene også kan bruge det, de lærer, uden for SommerCampen.
– Vi vil gerne danne nogle børn, som ved noget om naturen og hvordan vi passer på den, siger han.
I løbet af teaterugen bliver børnene derfor taget på tur rundt i verden og hører blandt andet om indlandsisen, der smelter, og om plastik i havene.
– Hvis børnene kommer tilbage til deres skoler efter ferien med en anden bevidsthed, så synes jeg, vi er kommet rigtig langt, siger Umi Rashid

FAKTA
SommerCamp for 10. Gang

I år er der SommerCamp for 10. gang. Og denne gang sætter SommerCampen fokus på klima og bæredygtighed. Både i teaterugen, er det temaet, men også de to næste uger byder på aktiviteter i samme ånd.
I uge 29 skal børnene lave genbrugskunst af skrald. Planen er, at det bagefter bliver udstillet i Kultur- & Borgerhuset. I uge 30 skal børnene være i Bækkehuset, hvor de er ude i naturen og lærer om, hvad man kan leve af i Vallensbæk.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top