Skolebørn sætter kulør på tunneler
Murkunst.jpg

OLYMPUS DIGITAL CAMERA

Udsmykning af en tunnel under Hovedvejen i Glostrup. Foto: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. To af tunnellerne under Hovedvejen i Glostrup er blevet udsmykket af en graffitimaler, som har fået inspiration fra kommunens skolebørn

Den erfarne street art-kunstner Michael Wisniewski har denne sommer smækket farver på to af Glostrups tunneller under Hovedvejen.
Det er kommunalbestyrelsen i Glostrup, der tidligere i år har beslutter få udsmykket de to tunneller med graffitilignende kunst.
Den ene er tunnellen ved Glostrup Torv, mens den anden er tunnellen ved Glostrup Skole, Søndervang.
En række elever fra Klub Dalvangen og Klub Granskoven har deltaget i en idé-shop, hvor de skulle komme med input til motiver og farver til tunnellen ved skolen, og de havde mange ideer, som kunstneren har forsøgt at inddrage i udsmykningen.
– Jeg sagde til dem, at de skulle tage et stykke papir og tegne, hvad de syntes, der kunne være fedt i tunnellen, siger Michael Wisniewski, der har forsøgt at lave noget for alle de typer mennesker, der kommer i tunellen. Derfor har han kombineret en masse stilformer, så der er noget til folk i alle aldre.
Den erfarne kunstner fortæller, at det har været sjovt at kombinere sin egen stil med alle forslagene fra børnene.
– Når der er en, der har sagt ”åhr, jeg ku’ godt tænke mig noget rigtig lækker orange”, og jeg så står og maler orange, så kommer jeg til at tænke på den person, siger Michael Wisniewski og tilføjer, at han har fået rigtig mange positive kommentarer og snakke med folk, når de går igennem tunnellerne.
De to tunneller er ikke den eneste street-kunst i Glostrup, der er blevet til med ideer fra Glostrup-borgere. I 2018 var det kunstneren Stine Hvid, der udsmykkede et langt hegn med motiver fra Glostrup, som kan ses fra perronen på Glostrup Station. Stine Hvid står også bag et værk ved Hvissinge Multipark.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top