Brøndby Cup: Brøndbys fans imponerer unge Leeds-drenge
DSC_9163x.jpg

Foto: Robert Hendel

Jack i kamp for Leeds Uniteds U14-hold i et opgør mod svenske AIK under årets Brøndby Cup. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Årets Brøndby Cup havde besøg af flere store klubber fra udlandet. Blandt de udenlandske gæster var den traditionsrige engelske klub Leeds United, der stillede op med to hold i eliteturneringen

I år havde Brøndby Cup fornemt besøg fra England, da hæderkronede Leeds United stillede op med to hold fra klubbens fodboldakademi.

Det er første gang, at Leeds United er med til Brøndby Cup, og turneringen har efterladt et godt indtryk hos englænderne.

– Stemningen til stævnet er fantastisk, og gæstfriheden fra arrangørerne er helt i top. Både de frivillige og deltagerne har været fantastiske, siger Tom McStravick, der er cheftræner for klubbens U14-hold.

Cheftræneren fortæller, at det er vigtigt for klubben, at de unge spillere også stifter bekendtskab med andre fodboldkulturer og spillestile, end de er vant til derhjemme. Samtidigt er et stævne som Brøndby Cup med til at lære dem at være væk fra de vante rammer derhjemme i en længere periode.

– Det er også vigtigt for os trænere at lære mere om spillerne, bruge mere tid med dem og se, hvordan de håndterer et turneringsformat, som er meget anderledes end det kampprogram, vi normalt har i England, siger Tom McStravick, der er imponeret over det høje niveau hos modstanderne ved Brøndby Cup.

De anderledes spillestile, som englænderne har mødt i turneringen, har været en god oplevelse for de unge spillere, der stillede op med et U13- og et U14-hold i årets eliteturnering.

– De gør det rigtig godt. Det er en stor oplevelse for dem, og de nyder det. Kvaliteten af modstanderne er rigtig god, og vi har muligheden for at give en masse unge spillere chancen for at spille, siger Tom McStravick.

Hans anfører Archie på 13 år er også glad for at være med til Brøndby Cup. Ligesom sin træner, nyder Archie at spille mod hold, der spiller på en anden måde, end de gør i England.

U14-kamp mellem Leeds United og AIK under årets Brøndby Cup. Foto: Robert Hendel

Fantastiske fans
Torsdag aften skulle der oprindeligt have været åbningsceremoni for Brøndby Cup.

Den blev aflyst på grund Europa League-kvalifikationskampen mellem Brøndby IF og polske Lechia Gdansk.

Som en erstatning for åbningsceremonien fik de mange deltagere lov til at overvære kampen på stadion og opleve stemningen fra Brøndbys passionerede fans, der imponerede både trænere og spillere fra Leeds.

– Det var en helt utrolig oplevelse med en fantasisk stemning. Det minder meget om Leeds United på Elland Road med meget passionerede fans, der åbenlyst elsker deres klub. Leeds United fans elsker også deres klub. Og det var en god oplevelse for vores unge drenge at se sådan en kamp, siger Tom McStravick.

Hans anfører er bestemt enig.

– Det var sindssygt. Mængden af folk, der skaber stemningen er overvældende. I England er der flere mennesker, men det larmer lige så meget her, siger Archie.

Hans holdkammerat Jack på 13 år er lige så imponeret over stemningen til torsdagens kamp.

– De bruge masser af flag og røg. Det var meget livligt og spændende. Det ser vi ikke på samme måde i England. Jeg nød virkeligt at være på stadion i torsdags, siger Jack.

Både Jack og Archie håber meget på, at de kan være med til Brøndby Cup igen en anden gang.

– Det er fedt at møde nye hold og forskellige mennesker, lyder det fra Archie.

Ungdomsholdene fra Leeds United, der deltog i Brøndby Cup, var til fodbold på Brøndby Stadion både torsdag og søndag. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top