Brøndbykvinder tabte
2019-05-18_at_18-42-51_DSC_0065x_web.jpg

Foto: Robert Hendel

Brøndby IF tabte til rivalerne fra Fortuna Hjørring. Foto: Robert Hendel (arkiv)
SPORT. For første gang i sæsonen blev det til et nederlag i regulær kamp, da Brøndby IF søndag tabte til rivalerne fra Fortuna Hjørring

Brøndby IF’s bedste kvindehold har været i kamp to gange i den forløbne uge i Gjensidige Kvindeliga.

Onsdag var kvinderne i Odense, hvor Odense Q tog imod. Her bragte Nanna Christensen Brøndby IF foran 1-0 på et straffespark efter 16 minutter. I det 52. minut fik hjemmeholdets Cecilie Fløe udlignet til 1-1 mens Nicoline Sørensen i det 70. minut gjorde det til kampens resultat 2-1 til Brøndby IF.

Søndag var kvinderne i kamp igen, da de skulle en tur til Hjørring. Fortuna Hjørring har de seneste mange år været Brøndby IF’s nærmeste rival, hvor de to klubber har delt 1. og 2. pladser og pokaltitler mellem sig.

I starten af denne sæson har flere klubber dog blandet sig i topstriden.
Fortuna Hjørring havde således kun vundet en ud af tre kampe inden den traditionelle topkamp, og Brøndby IF har indtil videre lidt et skrivebordsnederlag til Farum.

Begge klubber havde derfor brug for de tre point.

Det blev Fortuna Hjørring, der startede bedst, da Caroline Møller Hansen efter 12 minutter gjorde det til 1-0. Efter 26 minutter var det hjemmeholdets Sanni Franssi, der gjorde det til 2-0.

Den føring holdt helt til slutningen af kampen, hvor Brøndby IF’s Louise Winter fik reduceret til 2-1, der blev kampens resultat.
Med de to resultater ligger Brøndby IF nummer fire i ligaen efter fire runder.

Svensk modstand i CL

Der blev også trukket lod til første runde i Champions ­League. Her blev det de svenske mestre Piteå IF, der kom op af bowlen til Brøndby IF.

Den svenske sæson følger kalenderåret. I 2019 sæsonen er Piteå ikke startet særlig godt, de ligger nummer syv i Damallsvenskan efter 14 kampe. Cheftræner Per Nielsen ser frem til tætte opgør.

– Det bliver rigtig spændende. Piteå blev svenske mestre sidste sæson, ligesom vi selv blev det i Danmark, så det bliver spændende at se styrkeforholdet mellem de danske og svenske mestre, siger han til klubbens Facebookside.

Udekampen spilles den 11. september kl. 19.00, mens hjemmekampen spilles torsdag den 26.september kl. 18.00 på Brøndby Stadion.

– Vi har hjemmebane i sidste kamp, og det ser vi som en stor fordel, og vi håber, at rigtig mange mennesker kommer og støtter os på stadion. Vi ved, det kræver hårdt arbejde at fylde stadion, så vi vil gå forrest på banen, og vi skal nok være forberedt og klar til kamp, siger Per Nielsen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top