En weekend i fodboldens tegn: Højt humør til sommerstævne i solskinsvejr
DSC_9068x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Humørt var højt, da der blev spillet masser af fodbold på området omkring Brøndby Stadion. Årets Brøndby Cup har været en af de bedste nogensinde, fortæller arrangørerne, der har fået mange positive tilbagemeldinger

I den forgangne uge har der været godt gang i området omkring Brøndby Stadion.

Her har 4.000 drenge og piger deltaget i den årlige Brøndby Cup, der på et enkelt område adskiller sig fra lignende turneringer herhjemme, fordi det store fodboldstævne ikke kun er for breddehold.

Reelt består Brøndby Cup af tre turneringer. En minicup for de helt små, en breddecup og en eliteturnering.

Onsdag begyndte eliteturneringen, der ikke blot bestod af nogle af de bedste hold i Danmark, men også hold fra Sverige, Norge, Finland, Polen, Tjekkiet og England.

Fans hjalp til

Igennem årene har turnering vokset sig større, og i år har Brøndby Cup nået det, der ligner den maksimale kapacitet. Alle baner på stadionområdet var i brug i weekenden. Det samme var skolerne i kommunen, hvor spillere, der skulle overnatte under stævnet, blev indkvarteret.

Flere hundrede frivillige sørgede for, at de tusindvis af drenge og piger i alle aldre fik optimale forhold både på og udenfor fodboldbanen. Blandt andet fik Brøndbyernes IF, der arrangerer Brøndby Cup, hjælp fra nogle af klubbens fans. Cirka 100 fans havde meldt sig som frivillige til blandt andet at hjælpe med at servere mad til de mange deltagere under turneringen.

Vejret var svingene i de første dage, hvor deltagerne oplevede en del regn. Hen mod weekenden klarede det dog op, og solen skinnede på de mange deltagere om fredagen, da breddeturneringen gik i gang. Breddeturneringen er den helt store turnering ved Brøndby Cup med deltagelse af hold fra hele verden.

Solen fortsatte med at skinne lørdag og søndag, da de allermindste var i kamp. Her blev der spillet mini cup blandt klubber fra hele Sjælland.

Minicup ved årets Brøndby Cup. Foto: Robert Hendel

God stemning

Mellem kampene kunne deltagere og de øvrige gæster til Brøndby Cup besøge turneringens eventområde, hvor arrangørerne i år havde satset endnu mere på aktiviteter for børn og unge i form af blandt andet hoppeborge, oppustelige foboldbaner og fedtmulefodbold.

For de lidt ældre deltagere havde Brøndbyernes IF hyret en DJ, som underholdt om aftenen med musik, mens folk dansede foran scenen.

Stemningen var god, da Folkebladet var forbi og tale med nogle af deltagerne.

– Vi kan rigtig godt lide at være her. Stemningen er rigtig god, og vi har fået nogle gode muligheder for at spille en masse gode kampe, hvor vi møder nogle rigtig stærke hold, fortæller Dominik Havlik og Rene Radek, der træner U15-holdet fra den tjekkiske klub SFC Opava, som deltog i årets eliteturnering.

Brøndby kom i to finaler

I eliteturneringen kæmpede hold i U13, U14 og U15 om pokalen. Hjemmeholdet fra Brøndby nåede finalen i to af turneringerne. I U14-finalen tabte Brøndby med 1-2 til FC Nordsjællands unge talenter, og i U15-finalen løb Brøndby med sejren, da Vejle blev slået med 5-1.

U13-finalen blev et internationalt anliggende, da engelske Leeds United tabte med 1-5 til finske HJK Helsinki.

Selvom SFC Opava ikke nåede finalen, synes Dominik Havlik og Rene Radek, at opholdet i Brøndby har været enormt positivt, og det glæder Tonny Brogaard, der er eventansvarlig for Brøndby Cup.

Ifølge Tonny Brogaard er der kommet mange positive tilbagemeldinger fra deltagerne ved årets turnering. Det samme fortæller Michael B. Espersen, der er forretningsfører i Brøndbyernes IF.

Han betegner årets Brøndby Cup som den bedste i de 12 år, han har været med til at arrangere turneringen.

Finske HJK Helsinki løb med sejren i eliteturneringen for U13-hold ved årets Brøndby Cup. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top