Ikke en viceborgmester værdigt
debat.jpg
DEBAT. Af Anders Storgaard, Landsformand for Konservativ Ungdom Og Simon Bøtkjær Nielsen, Lokalformand for Vallensbæk Konservativ Ungdom

Når man sidder i kommunalbestyrelsen, så har man et særligt ansvar for at føre en respektfuld og saglig debat. Det ansvar svigtede Søren Wiborg (S), da han i disse spalter i sidste uge efter en ophedet debat om tilfælde af grov mobning, ildspåsættelse og kvælertag i folkeskolerne i Vallensbæk Kommune skrev at ”Det er muligvis sådan tingene foregår i konservative ungdomsafdelinger, men det behøver ikke være tilfældet blandt 10-årige i folkeskolen i Vallensbæk”.
Lad os starte med det åbenlyse: Konservativ Ungdom er på ingen måde et sted, hvor der foregår hverken grov mobning, ildspåsættelse eller kvælertag. Ungdomspolitik er et trygt sted, hvor man lærer mennesker at kende fra hele landet og knytter venskaber mellem og på tværs af politiske partier, mens man får oplevelser for livet med andre unge mennesker. Der hersker en bred respekt for hinanden trods ideologiske forskelle – en respekt som Søren Wiborg (S) burde lære af. Derfor kontaktede jeg Søren Wiborg(S) i håbet om, at han kunne se, at den retorik intet sted hører hjemme – desværre valgte han at lægge på efter blot 30 sekunder. Han gad åbenbart ikke tale med mig.
Vi lever i en tid, hvor mange unge mennesker bliver skræmt væk af politik på grund af en debatkultur, hvor folk gemmer sig på internettet, mens de sviner hinanden til. Når man bestrider et offentligt embede, så har man et særligt ansvar for at være et forbillede for unge mennesker i kampen mod netop mobning ved at føre en saglig og ordentlig debat. Det håber vi borgerne i Vallensbæk vil tage med i deres overvejelser til næste kommunalvalg – uanset partifarve. Det her var ganske enkelt ikke en viceborgmester værdigt.

Svar: Når man vil fjerne fokus – lav et spin
Af Søren Wiborg (S), Medlem af Vallensbæk Kommunalbestyrelse

Man bør vel være lidt beæret over, at Konservativ Ungdoms landsformand bidrager til en længerevarende debat i Vallensbæk om mobning. Enhver Vallensbækborger, som har fulgt debatten om de alvorlige mobbetilfælde blandt 10-årige i Vallensbæk, ved at Konservativ Ungdom har taget teksten ud af en sammenhæng. Jeg opfatter derfor Konservativ Ungdoms kommentar som et forsøg på at fjerne fokus fra det reelle problem i folkeskolen – nemlig grov mobning.
Debatten har kørt jævnligt både i kommunalbestyrelsen og i Folkebladet de seneste tre til fire måneder. I debatten har borgmesteren nedgjort overgrebene “ildspåsættelse og kvælertag” med bemærkningen at “problemet er overdramatiseret for politisk vinding”.
Med borgmesterens holdning og tilgang til mobning i folkeskolen i Vallensbæk, ser jeg derfor ingen grund til at komme med en undskyldning. Jeg vil derimod bruge borgmesterens tilgang til mobning og svare KU’erne “I overdramatisere problemet for politisk vinding”. Min sympati ligger helt klart hos ofrene i Vallensbæks folkeskoler. Jeg ønsker KU’erne held og lykke med jeres videre færd i livet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top