Nedrivning af højhuse gav mange spørgsmål
2019-05-27_at_20-12-50_DSC_3558x.jpg

Foto: Robert Hendel

De fem østligste højhuse i Brøndby Strand Parkerne står over for en nedrivning. Derfor er der lige nu en VVM-tilladelse i høring. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. En masse borgere var mødt op for at høre mere om nedrivningen af de fem forurenede højhuse i Brøndby Strand, da kommunen havde inviteret til borgermøde. De kom med mange konstruktive forslag, lyder det fra teknik- og miljøudvalgsformanden i Brøndby Kommune

Spørgelysten var stor, da næsten 100 Brøndby-borgere var mødt op til borgermøde om nedrivningen af de fem østligste højhuse i Brøndby Strand.

Højhusene er forurenede og uegnede til beboelse på grund af forurening med det sundhedsskadelige stof PCB, men inden nedrivningsprojektet går i gang i løbet af 2021, er der en række forhold, der skal undersøges, så projektet forløber med færrest mulige gener for beboerne i området – og ikke mindst miljøet.

Kravene til nedrivningen står skrevet ned i udkastet til en såkaldt VVM-tilladelse, der er i høring frem til på søndag den 1. september 2019.

Det var dette udkast, som blev præsenteret af repræsentanter fra blandt andet Brøndby Kommune og boligselskaberne tidligere på måneden i Kulturhuset Brønden.

På borgermødet kunne de omkring 100 fremmødte borgere høre om nedrivningsprojektet og håndteringen af støv, støj og omlægning af trafikken i den periode, som projektet står på.

Fra boligselskabernes og kommunens side blev der ikke lagt skjul på, at et nedrivningsprojekt i den størrelsesorden vil påvirke området.

Det affødte en masse spørgsmål fra nysgerrige borgere. En stor del havde spørgsmål til afviklingen af trafikken.

En borger, der bor i Bækkelunden, udtrykte en stor bekymring omkring at lede trafikken nordpå, som det er tilfældet i udkastet til VVM-tilladelsen. Bekymringen gik på, at bilister ikke vil svinge til højre og ud på Brøndbyvester Boulevard. I stedet mente borgeren, at bilister vil køre til venstre og via Kettehøj ud på Strandesplanaden, når de eksempelvis skal på McDonald’s i Vallensbæk.

Andre borgere ønskede en midlertidig dobbeltretning af trafikken på den østlige del af Strandesplanaden.

Udover trafikken var der bekymrede naboer, der ville høre om påvirkningen fra især støv og støj. Her blev det gjort klart, at der kan blive tale om midlertidig genhusning til nogle beboere i kortere perioder, mens arbejdet står på.

De mange kommentarer og forslag blev taget godt imod af Vagn Kjær-Hansen (SF), der er formand for teknik- og miljøudvalget i Brøndby Kommune.

– I betragtning af, hvor mange der har følelser i, er det rigtig godt gået. Det var en fornøjelse at være til et borgermøde, hvor borgerne kom med en masse konstruktive input, som vi tager med videre og sammen med ser nærmere på sammen med forvaltningen, lød det fra Vagn Kjær-Hansen efter borgermødet.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top