Ny forældreorganisation
Kortere-skoledage.jpg
I forbindelse med den succesfulde kamp for kortere skoledag har forældre fra Vallensbæk stiftet en lokal forældreforening. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Det, der startede som en kamp for minimumsnormeringer, er nu blevet til en forældreorganisation i Vallensbæk, der også vil arbejde med andre områder

I juni måned skete der noget ret usædvanligt til kommunalbestyrelsens møde, da tilskuerne jublede. Det skete, efter kommunalbestyrelsen noget overraskende havde besluttet at forkorte skoledagene, hvilket der ellers ikke havde været lagt op til.
Forældrene på tilhørerrækkerne havde organiseret en kampagne via Facebook, der altså viste sig at virke. Mange af de samme forældre havde også været aktive i kampen for minimumsnormeringer i daginstitutionerne under sloganet #hvorerderenvoksen.

Startede forening
De samlede sig derfor i starten af juni i foreningen Vallensbæk Forældreorganisation (VFO), der bliver en underafdeling af Forældrenes Landsforening (Fola).
– Det er VFO´s formål at forbedre børns vilkår i Vallensbæk Kommune. VFO skal arbejde for at skaffe forældre reel indflydelse på spørgsmål vedrørende forældre og børn i daginstitutioner, dagpleje, SFO’er og skoler, overfor de offentlige myndigheder.
VFO er uafhængig af partipolitiske og organisatoriske særinteresser, siger Louise Midjord, der er stifter af og formand for foreningen.
I første omgang er foreningens formål at tage fat i aktuelle sager, som for eksempel mobning i skolen, og kortere skoledage og derigennem skaffe flere medlemmer.
– Forældreorganisationen skal endvidere biddrage til en bredere debat om børnefamiliernes situation, samt arbejde for at fremme børnevenlig politik i Vallensbæk Kommune, siger Louise Midjord.
Da VFO er en underafdeling af Fola, er det gennem dem, man skal melde sig ind. Derudover kan man følge VFO’s arbejde via deres Facebook-side.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top