Nye ruter gennem Ringvejskrydset
2019_06_11_Oversigtskort_til_info_-_Glostrup_Forsyning_-_ringvejskrydset.jpg
Vejarbejdet er nu rykket over i det blå område. Det betyder, at kører man ad Hovedvejen i vestlig retning, må man kun køre ligeud. Foto: Grafik: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. Vejarbejdet i Glostrups mest trafikerede kryds er blevet flyttet, så billister nu skal til at vænne sig til at køre nye veje

I fredags holdt gravearbejderne i de store Ringsvejskryds flyttedag.
Ledningsarbejdet flyttede til den nordøstlige del af krydset (hjørnet ved Slikland). Denne del af krydset vil herefter være spærret til udgangen af september.
Arbejdet medfører, at der i perioden slet ikke kan svinges, når man kommer kørende på Hovedvejen mod vest (mod Albertslund). Der kan hverken svinges til højre op ad Nordre Ringvej eller til venstre ned ad Søndre Ringvej – bybusser kan dog altid komme igennem. Ligeudkørende trafik er muligt, dog som hidtil reduceret til ét spor i hver retning. Dette gælder for Hovedvejen samt Nordre Ringvej nordgående. Med stor fordel kan der vælges alternative ruter gennem Glostrup.
I forbindelse med gravearbejdet vil den svingende trafik fra Hovedvejen være omlagt. Trafik mod nord ledes via Nørre Allé og trafik mod syd ledes via Østbrovej.
I første omgang forventes cyklister og fodgængere ikke at være voldsomt påvirket, idet der arbejdes midt i krydset. Skal man gennem krydset fra syd, vil det dog være nødvendigt at trække cyklen gennem fodgængerfeltet over Hovedvejen. Når arbejdet rigtigt går igang i det nordøstlige hjørne (ud for Slikland), skal cyklister og fodgængere fra øst benytte krydsets øvrige fodgængerfelter for at komme igennem eller eventuelt benytte overgangen ved Vestervej.
Hvis der bliver mulighed for det, vil cyklister på et senere tidspunkt muligvis kunne sluses gennem arbejdsarealet.

Sådan bliver trafikken omlagt.
Grafik: Glostrup Kommune

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top