Opråb fra frustreret købmand: Kom tilbage med mine kundevogne
DSC_8926x.jpg

Foto: Robert Hendel

Købmanden i Rema 1000 i Brøndby Strand Centrum ser gerne, at folk leverer kundevognene tilbage efter brug. Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. En stor del af kundevognene er forsvundet fra Rema 1000 i Brøndby Strand Centrum, og det koster butikken mange penge. Nu opfordrer indehaveren til, at folk leverer vognene tilbage efter brug

En indkøbsvogn gør det nemt at trille sine tunge varer fra butikken og hele vejen hjem til hoveddøren. Tilsyneladende er det dog ikke lige så let at levere vognen tilbage efter brug.

Det må købmand Thomas Hvid sande. Han driver til daglig Rema 1000-butikken i Brøndby Strand Centrum, og da han åbnede sin butik for knap to år siden, havde han 100 indkøbsvogne. Nu er der knap en håndfuld tilbage.

Det har fået ham til at sætte sedler op i butikken med en opfordring til at returnere vognene efter brug.

– Det er et kæmpe problem, at folk tager dem hjem og glemmer at komme tilbage med dem. Vognene er jo også en service, så folk kan slæbe deres varer ud i bilen, når de køber stort ind, fortæller Thomas Hvid.

Koster mange penge

De manglende indkøbsvogne kan mærkes på omsætningen.

– Det koster da i hvert fald nogle hundrede tusinde om året i omsætning, når vi ikke har nogen vogne. Så er der da nogen, der vælger at køre andre steder hen at handle, og det er da ærgerligt, siger Thomas Hvid, der for at få en del af indkøbsvognene igen har lavet en aftale med en af de chauffører, der leverer varer til butikken.

Aftalen går i al sin enkelhed ud på, at chaufføren en til to gange om ugen kører ud og henter efterladte indkøbsvogne, som gårmændene i Brøndby Strand Parkerne sætter til side, når de støder på dem.

Thomas Hvid var dog helst aftalen foruden.

– Det er jo ikke gratis at have en vognmand til at køre og hente vognene ind til os. Det koster nogle tusinde kroner at have sådan en kørende et par gange om ugen, siger han.

Derfor håber Thomas Hvid, at sedlerne, han har hængt op i butikken, kan være med til at appellere til, at folk leverer vognene tilbage efter brug.

– Vi er jo dybt frustrerede. Det er rigtig mange penge, som forsvinder i vogne, der ikke kommer tilbage, siger Thomas Hvid, der oplyser, at en indkøbsvogn koster omkring 1.500 kroner plus moms.

Vil ikke stemple folk

For at forhindre, at vognene forsvinder, er de i nogle butikker udstyret med en høj metalpind, som gør det umuligt at tage den med ud af butikken.

– Det vil jeg være meget ked af, hvid det bliver en realitet i min butik. Så ryger hele ideen med kundevogne. Det er jo en service, vi yder, som forhåbentligt får folk til at putte flere varer på kassebåndet, lyder det fra Thomas Hvid.

Samtidigt vil det betyde, at han skal inddrage en del af butikkens nuværende salgsareal, da vognene lige nu er placeret uden for butikken.

Til gengæld udelukker Thomas Hvid ikke, at et depositum kan komme på tale, hvis problemet ikke aftager.

– Det vil jeg dog være ked af. Det er ikke en vej, jeg ønsker at bevæge mig nedad, siger han og understreger, at han hverken kan eller vil stemple folk, der tager vognene med hjem, som tyve.

– Vi gør i stedet folk opmærksomme på, at de skal levere vognene tilbage, når vi ser, at de er på vej væk med dem. Andet kan vi ikke rigtigt gøre, konstaterer Thomas Hvid.

1 kommentar om “Opråb fra frustreret købmand: Kom tilbage med mine kundevogne”

  1. Nina Jensen siger:

    hej Thomas en god ide hvis man skal give 100kr for at låne en vogn så er jeg sikker at problemet er løst og at folk godt kan forstå hvis man er nyd til dette og ja desværre men tror at dette vil hjælpe Hilsen fra en kunde som Elsker at handle i din Butik altid søde medarbejder som altid har et godt humør og et smil

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top