Pilehaveskolen fylder 50
Pilehaveskolen.jpg
Sus La Cour har været på Pilehaveskolen i 41 år og var med til at plante piletræet ved skolen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Denne sommer er det 50 år siden, de første elever startede på Pilehaveskolen. Det bliver fejret med en temauge i denne uge og en stor fejring på fredag

For 50 år siden startede de første elever på Pilehaveskolen. Eller det gjorde de faktisk ikke, for skolen var ikke blevet helt færdig til tiden, så de første måneder gik eleverne på det nærliggende Vallensbæk Statsskole, der senere blev til Vallensbæk Gymnasium, Vallensbæk HF og til sidst en del af Kongsholm Gymnasium og HF. Tæt på skolen boede Sus La Cour, der dog aldrig kom til at gå på skolen.
– De startede med at have op til 6. klasse. Jeg var flyttet til i ’67 og gik nede på Egholmskolen, der måtte jeg blive gående, for Pilehaveskolen havde kun til 6. klasse, fortæller hun.
Det var i den periode, at der for alvor blev bygget i Vallensbæk Nordmark, og det gav en udfordring for den nye skoleinspektør. Han vidste simpelthen ikke, hvor mange børn, der ville starte i skole det første år.
– Der er en historie om, at den første inspektør, Hans Christensen, han sendte den første pedel, Egon Hansen, ud på cykel. Inspektøren vidste ikke, hvor mange børn, der ville starte i skole, så Egon blev sendt ud på cykel for at se, hvor mange børn der var i området, fortæller Sus La Cour.
Hun uddannede sig efterfølgende til lærer og i 41 år har hun været lærer på skolen.
– Jeg var med, da Piletræet blev plantet ved tilbygningen, som vi nu kalder kvisten. Det er sjovt at tænke på, når man ser, hvor stort træet er blevet nu, siger hun.

Arbejder med historie
Nu er Sus La Cour tovholder på planlægningen af fejringen af skolens 50-års jubilæum.
– Vi fejrer det i hele ugen, fra tirsdag til torsdag arbejder eleverne på gangene. Hver gang har et årti som tema, 60’erne, 70’erne, 80’erne og 90’erne. Vi tog 60’erne med, fordi vi synes, det er et fedt årti. Det er sjovere end at have 00’erne, de ligner lidt for meget tiden i dag, siger hun med et smil.
På hver gang er der typisk to årgange, hvor klasserne så skal arbejde sammen på kryds og tværs. Den første skoleuge bliver altså med alternativ undervisning, men stadig med læring.
– Så skal eleverne arbejde med det årti, hvad var der af musik, mode, hvilke tekniske hjælpemidler, hvilke nye opfindelser var der, hvad skete der ude i verden politisk. Vi håber, der er noget læring i det, både at de lærer at samarbejde og noget historie- og samfundsfag, siger Sus La Cour.
For de mindste elever bliver det tidens lege, der er i centrum.
– I indskolingen har eleverne arbejdet med forskellige lege gennem tiderne, siger Sus La Cour.

Stor fejring
Ugens arbejde for eleverne kulminerer fredag eftermiddag fra kl. 14 til 16.30, hvor der er åbent hus på skolen. Her håber de, at forældre, tidligere elever og andre fra lokalområdet vil kigge forbi.
– Borgmesteren kommer og holder en tale og åbner det åbne hus kl. 14. Derefter kan gæsterne gå ned ad de forskellige gange og se, hvad eleverne har produceret. Der kan være plancher, powerpoint eller videoer. Vi har forsøgt at grave noget frem om skolen og områdets historie. Der kan også være forskellige events. Vi ved ikke endnu, hvad der skal ske, vi lader det være meget op til eleverne. Er der nogen, der har lyst til at lave et modeshow fra 60’erne, så vil der være et program, hvor man kan se, hvad tid det er. I 8. og 9. klasserne er der nogle, der arbejder med musik, så måske vil der være små minikoncerter. Der bliver også en kage, vi ved ikke, hvor stor den bliver, men alle klasser bidrager med nogle bradepander. Så der bliver en kæmpe fødselsdagslagkage ned ad den store gang, som alle kan få et stykke af, siger Sus La Cour.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top