Prøv kræfter som livredder
LivredderPatruljen-og-barn-på-board.jpg
Livredderne kommer til Vallensbæk Strand med masser af sjove aktiviteter. Foto: TrygFonden
BRØNDBY. Lørdag kan børn og unge komme i praktik som livredder, når Trygfondens LivredderPatrulje kommer forbi Vallensbæk Strand

Der er lagt op til en oplevelsesrig dag på Vallensbæk Strand med aktiviteter for hele familien, når TrygFondens LivredderPatrulje kommer forbi den 10. august fra kl. 11 til 15.

Hver dag kører samme program fra kl. 11 til 12.30 og igen fra kl. 13.30 til 15. Børnene kan prøve livreddernes udstyr, og sammen med deres forældre kan de tage Livreddertesten, hvor de skal igennem forskellige livredderdiscipliner, for eksempel padling på rescue board, genoplivning på dukker og bjærgning af en person i vandet. Alle børn, der deltager i livreddertesten, får et livredderdiplom, og der bliver afsluttet med et sejt holdbillede.

Forældre kan også lære
TrygFondens LivredderPatrulje turnerer hver sommer rundt i landet for at oplyse om badesikkerhed og give børn og voksne en ekstra oplevelse på strandene.

– Vi bliver altid mødt af glade børn og voksne, som gerne vil vide mere om badesikkerhed og har en masse spørgsmål til livredderne. Badesikkerheden bliver leget ind gennem de mange aktiviteter, og når familierne tager hjem fra stranden, kan de fortsætte snakken om badesikkerhed med vores app Livredder, hvor der er spil og andre underholdenede aktiviteter, som handler om at færdes sikkert ved og i vandet, siger René Højer, programchef i TrygFonden.

I løbet af sommeren kommer LivredderPatruljen rundt til godt 50 strande i hele landet.

– Det er ikke kun børnene, der kan lære noget af livredderaktiviteterne. Mange i forældregenerationen er vokset op med rådene om ikke at gå længere ud end til navlen eller ikke at bade lige efter, man har spist. Det er myter, som vi gerne vil aflive. Vi opfordrer også forældrene til at gå i vandet med deres børn fremfor at holde øje med dem fra stranden, for ulykker i vandet kan ske hurtigt, siger Michael Iwersen, uddannelsesleder i TrygFonden Kystlivredning.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top