Sætter nye standarder: Uddanner personale i idræt
IMG_2292.jpg
Brøndby Kommune er den første i landet til at idrætscertificere personale, der arbejder med voksne med handicap. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY. Personale i Brøndby, der arbejder med voksne med handicap, får nu en idrætscertificering. Det er naturligt i en kommune, der er kendt for idræt og fællesskab, lyder det

Som den første kommune i landet idrætscertificerer Brøndby sit personale, der arbejder med voksne med handicap.
Certificeringen foregår på Job- & Aktivitetscenter Vestegnen i Brøndby Strand, der tilbyder aktivitets- og samværstilbud eller beskyttet beskæftigelse til mere end 400 borgere i kommunen.
Med den nye idrætscertificering fra DGI er der lagt op til endnu mere fokus på udeliv og bevægelse.
– Vi arbejder allerede systematisk med bevægelse, og vi er en del af en kommune, hvor idræt og fællesskab er en del af vores DNA. Derfor var det naturligt for os at opsøge muligheden for at blive idrætscertificeret hos DGI og blive de første i landet, der er certificerede inden for idræt, som arbejder med voksne med udviklingshæmning, fortæller Mats Erlandsson, leder af Job- & Aktivitetscenter Vestegnen.
Ifølge Mats Erlandsson betyder idrætscertificeringen fra DGI, at personalet bliver opkvalificeret, og det vil komme borgerne til gode.
– Vi mærker også, at vores borgerne er rigtig glade for tiltaget. De er glade for struktureret aktivitet og for at blive motiveret til bevægelse, siger Mats Erlandsson.
Når DGI certificerer personalet, handler det om, at alle skal være med.
– Under en certificering trækker vi på vores mangeårige erfaring med at skabe inkluderende og positive idrætsoplevelser, forklarer Kit Frøling, der er konsulent hos DGI Midt- og Vestsjælland og tilføjer, at den pædagogiske tilgang og det sociale miljø afgørende.
– Det er en vekslen mellem teori og praksis, hvor personalet får konkrete redskaber, der sætter dem i stand til at udvikle fællesskabsskabende bevægelsesaktiviteter med fokus på sansemotorisk udvikling og glæden i centrum,” siger Kit Frøling.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top