Storsejr i sæsonpremieren: Mestrene moste oprykkere – nu er de taberdømt
DSC_9515x.jpg

Foto: Robert Hendel

Nicoline Sørensen scorede hattrick, da Brøndbys bedste kvindehold i sæsonpremieren sendte oprykkerne fra Farum hjem med et nederlag på 6-1. Foto: Robert Hendel
SPORT. I den første runde af Kvindeligaen tog de forsvarende mestre fra Brøndby IF imod oprykkerne fra Farum BK / FC Nordsjælland. Her blev det til en sikker sejr til hjemmeholdet

Opdatering fredag den 8. august 2019 klokken 12:
På grund af brug af en ulovlig spiller er fodboldkvinderne fra Brøndby blevet taberdømt. Kampens resultat er ændret til 3-0 til Farum BK / FC Nordsjælland, oplyser DBU på sin hjemmeside.
 
Efter kampen i Brøndby, har Fodboldens Disciplinærinstans modtaget en protest fra Farum BK/FC Nordsjælland, fordi oprykkerne mente, at Brøndby IF’s havde stillet op med Kamilla Karlsen, der blev udvist i pokalfinalen den 18. maj 2019 mod Fortuna Hjørring. Hun skulle derfor afsone sin karantæne i den næstkommende turneringskamp, som var den første kamp i den nye sæson.
 
Brøndby har mulighed for at anke afgørelsen til Fodboldens appelinstans inden for to uger.

Der blev ikke givet ved dørene, da de ambitiøse oprykkere fra Farum BK / FC Nordsjælland var på besøg hos de danske mestre fra Brøndby.

Farum BK/FC Nordsjælland har inden sæsonen oprustet gevaldigt for at udfordre den traditionelle magtbalance i Danmarks bedste kvindelige fodboldrække, hvor Brøndby og Fortuna Hjørring har delt de danske mesterskaber imellem sig i de seneste 18 sæsoner.

De forsvarende mestre fra Brøndby IF viste sig dog at være en alt for stor mundfuld for Farum BK / FC Nordsjælland, der havde debut i landets bedste fodboldrække for kvinder, der fra denne sæson hedder Gjensidige Kvindeliga.

Det blev en målrig affære. De 526 tilskuere kunne se Mille Gejl føre an i målfesten efter knap tre minutters spil, da hun fra kanten af straffesparksfeltet sendte et fladt skud i ind bag Kathrine Larsen i gæsternes mål.

Efter scoringen havde hjemmeholdet flere muligheder for at bringe sig yderligere foran, men der skulle gå 27 minutter, før Brøndby igen kunne juble over endnu en scoring. Nicoline Sørensen gjorde det til 2-0, da hun løb fra Farum-forsvaret og prikkede bolden ind bag udeholdets målmand.

10 minutter senere fik Brøndby tilkendt et straffespark, da hjemmeholdets Josefine Hasbo ureglementeret blev nedlagt i feltet af Farum BK / FC Nordsjællands Ásla Johannesen. Fra 11-meters afstand svigtede sidste sæsons topscorer ikke, og så stod det 3-0, som også var stillingen ved pausen.

Brøndbys Josefine Hasbo bliver nedlagt i feltet af Farum BK / FC Nordsjællands Ásla Johannesen. Foto: Robert Hendel

Fire minutter inde i anden halvleg var Nanna Christiansen på pletten igen med en scoring til 4-0.

Gæsterne fik reduceret små 20 minutter før tid ved Simone Andersen, men tættere på kom gæsterne ikke.

Allerede to minutter senere gjorde Nicoline Sørensen det til 5-1, og seks minutter før tid blev hun hattrick-helt, da hun i venstre side modtog bolden og langt udefra sendte bolden i en bue henover Kathrine Larsen i Farum-målet til 6-1, der blev kampens resultat.

Brøndby havde chancer til langt flere mål, men selvom skarpheden manglede i flere situationer, er cheftræner Per Nielsen godt tilfreds med udfaldet af sæsonens første kamp.

– Jeg synes, at det er okay at lægge sådan fra land, når vi lige har mistet fem A-landsholdsspillere og er ved at bygge et nyt hold op, siger Per Nielsen.

Brøndby-træneren går efter at gentage sidste sæsons mesterskab, selvom holdet har sagt farvel til flere af sidste sæsons profiler.

– Det er det, vi spiller efter. Men altså lad os være ærlige at sige, at i og med, at vi har mistet nogle spillere, Fortuna Hjørring har mistet nogle spillere og de opruster i Farum, så bliver det måske lidt tættere, end det har været i de andre år, erkender han.

Lørdag var det dog ikke til at se, at gæsterne skulle kunne byde de danske mestre op til dans. I perioder så det legende let ud for Per Nieæsens tropper, der gang på gang overløb gæsterne.

– Hvis de vil spille på den måde, skal de enten være bedre i bagkanterne eller også skal de være afklaret med, hvordan de vil spille dernede, siger han.

Med storsejren er Brøndby nummer ét i Kvindeligaen efter første runde, mens Nicoline Sørensen med sine tre mål har lagt sig i spidsen på topscorerlisten foran holdkammeraten Nanna Christiansen.

– Det er en fed måde at komme i gang på, men for mig er det ikke sindssygt vigtigt, hvem der laver målene. Det vigtigste for mig er, at vi vinder, og det er det, vi arbejder på, siger lørdagens tremålsskytte til Folkebladet.

Næste kamp for Brøndby er på søndag, når de danske mestre får besøg af sidste års bronzevindere fra VSK Aarhus.

Brøndbys Nicoline Sørensen scorede tre mål i sæsonpremieren mod oprykkerne fra Farum BK / FC Nordsjælland. Foto: Robert Hendel


Opdatering fredag den 8. august 2019 klokken 12:
På grund af brug af en ulovlig spiller er fodboldkvinderne fra Brøndby blevet taberdømt. Kampens resultat er ændret til 3-0 til Farum BK / FC Nordsjælland, oplyser DBU på sin hjemmeside.
 
Efter kampen i Brøndby, har Fodboldens Disciplinærinstans modtaget en protest fra Farum BK/FC Nordsjælland, fordi oprykkerne mente, at Brøndby IF’s havde stillet op med Kamilla Karlsen, der blev udvist i pokalfinalen den 18. maj 2019 mod Fortuna Hjørring. Hun skulle derfor afsone sin karantæne i den næstkommende turneringskamp, som var den første kamp i den nye sæson.
 
Brøndby har mulighed for at anke afgørelsen til Fodboldens appelinstans inden for to uger.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top