Stort SUP-race kom forbi
SUP.jpg
I SUP eller Stand Up Paddle står man op på et surfbræt og padler.
VALLENSBÆK. Vejret udfordrede med regn og blæst, men der var smil på læben hos deltagerne, da Danish SUP Tour kom til Vallensbæk

Lørdag den 17. august var Vallensbæk fjerde stop på den danske SUP Tour. SUP er en forkortelse for Stand Up Paddle. Det betyder at man står op på et surfbræt og padler med en pagaj.
Det er første gang, at Vallensbæk lægger rammerne til arrangementet, der har været afholdt siden 2013.
Selv om vejret fra morgenstunden gjorde sit for at være trodsig med regn og blæst, var alligevel næsten 100 glade SUP’ere – heraf flere nybegyndere – mødt op.
– Vi havde en fantastisk dag med højt humør over hele linjen. Det gode ved SUP er, at det er utrolig hurtigt at lære at stå på boardet, så længe man bare har en smule balance og lidt kræfter til at padle. Det beviste alle de seje motionister som padlede rundt om Vallensbæk Havn og surfede sig vej ind til målstregen på stranden med et kæmpe smil på læberne, siger Vallensbæk Kommunes motion- og sundhedskonsulent Kristian Pilborg, der selv deltog i eliteracet og kom i mål på en flot 5.-plads.

Motionister og elite
Dagen bestod af to races: En motionsrute på 3,3 kilometer og en eliterute på 11,3 kilometer. 39 gav sig i kast med den korte rute, mens 45 deltog i eliteracet. Her var der også deltagere fra Sverige, Norge, Tyskland og endda Canada.
45 elite-SUP-udøvere prøvede kræfter med den længere rute, som gik fra Vallensbæk Strand, gennem Ishøj Havn og de sydlige søer, hvorefter de skulle ud på havet og padle tilbage i mål på Vallensbæk Strand.
Vinderen af racet blev Christian Andersen (også kendt som Polar Bear), der er en stor SUP-stjerne både herhjemme og i udlandet.
– Stand Up Paddle er kommet til Vallensbæk for at blive. Det er en motionsform, som både giver forbedret kondition og styrke, mens hele fællesskabet omkring det gør, at du nogle gange glemmer, at du er aktiv, siger Kristian Pilborg.

Vil du være med til at SUP’e?
Vallensbæk Kano og Kajak Club underviser i SUP tirsdage og torsdage kl. 18-20.
Vallensbæk Ungdomsskole tilbyder også SUP til alle skoleklasser i Vallensbæk fra 5. til 10. klasse, som allerede rigtig mange klasser har benyttet sig af henover foråret og igen her til efteråret.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top