Succesfulde svømmeuger
svømmecamp_x.jpg
Aquacampen havde i alt 57 elever over to uger. Foto: Jesper Ernst Henriksen
SPORT. VI39 Svøm har i de seneste to uger haft i alt 57 elever til Aqua-camp, så de kunne prøve kræfter med svømmesporten

Cartoons sen 90’er popversion af Witch Doctor pumper ud af højttalerne i svømmehallen på Pilehaveskolen, mens bassinet er fyldt op med 35 børn, der har meldt sig til VI39 Svøms (Vallensbæk Svømmeklub) Aqua­camp. Det er første gang, klubben afholder sådan en camp, men det har været en stor succes. I sidste uge var der 35 elever med på campen, mens der ugen inden var 22.
– Formålet er at synliggøre svømmeklubben overfor folk i Vallensbæk, så vi kan vise, hvad vi er for en svømmeklub. Derudover er det selvfølgelig at tilbyde de unge mennesker en spændende aktivitet i sommerferien, siger Miriam Hvid, der er undervisningsansvarlig i klubben.
Tre af de børn, der er med på Aquacamp er Alma på otte, Valdemar på otte og Alba på syv. De hyggede sig i sidste uge.
– Jeg meldte mig, fordi man kunne hoppe fra vipper. Det sjoveste var at lave maveplasker, det gjorde ikke ondt, siger Alma.
– Jeg meldte mig, fordi jeg godt kan lide at svømme. Jeg synes det sjoveste er, når vi danser om morgenen, så laver vi alt mulig sjovt, supplerer Alba.
Aquacampen var åben for både svømmeklubbens eksisterende elever og for børn, der ikke gik til svømning. Valdemar går til svømning i klubben.
– Jeg går til svømning, fordi det er den sport, jeg elsker aller mest, og så er det bare sjovt at vinde medaljer. Jeg har ikke vundet nogen indtil videre, jeg har kun været til et stævne, men der var jeg syg, fortæller han.

Vandtilvænning
Aquacampen har ikke bare været at ligge i bassinet og svømme frem og tilbage. Lærerne har lavet forskellige sjove aktiviteter for børnene.
– I går lavede vi russisk roulette. Man havde et stopur, så skulle man sige start og så stop. Når den så landede på et tal, så skulle man lave en ting, der hørte til det tal. Jeg prøvede, at have alt det udstyr, jeg kunne have på. Jeg prøvede også at lave en salto og en maveplasker. Saltoen var det sjoveste, fortæller Valdemar.
Aquacampen er bygget op omkring et koncept, som Dansk Svømmeunion har lavet med støtte fra Rema 1000. Undervisningen er delt i tre niveauer, så alle børn lærer noget.
– I den lave ende af bassinet er der børn, der ikke har så meget erfaring. Hvis du ikke er den største vandhund, så får de noget vandtilvænning, så de bliver vant til at svømme. I midten er dem med lidt mere erfaring. De laver vandpolo. Det handler ikke kun om svømning, men også om at lære at træde vande og at kaste og gribe en bold. I den dybe ende er de rigtigt gode svømmere, hvor nogle er konkurrencesvømmere. De får noget sjov og de lærer stadig en masse ting. De bliver dygtigere til at lave hovedspring og saltovendinger.
Det er godt, at vi har en svømmehal med forskellige vanddybder, så vi kan dele undervisningen på den måde, siger Miriam Hvid.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top