Døgnrapporten
dognrapporten.jpg
Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport for uge 36 og 37

Narkopåvirket og uden kørekort
BRØNDBY.
En politipatrulje standsede søndag den 8. september kl. 10.00 en 24-årig mandlig bilist på Park Allé i Brøndby. Manden havde ikke noget kørekort. Han blev desuden skønnet narkopåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for narkokørsel samt kørt til politigården i Albertslund til blodprøver. Han erkendte begge sigtelser.


Tyveri fra personbil
BRØNDBY.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en sort Mercedes personbil sket søndag den 8. september kl. 06.13 på Tranumparken i Brøndby Strand. En rude var knust, og en taske samt et headset var blandt andet stjålet.


Tyveri fra varebil
VALLENSBÆK.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en Ford Transit Custom varebil sket mellem søndag den 8. september kl. 22.30 og mandag den 9. september kl. 07.25 på Bonderupvej i Vallensbæk Strand. En rude var knust, og diverse værktøj var stjålet.


Mistænkt for biltyveri
BRØNDBY.
En politipatrulje standsede tirsdag den 10. september kl. 19.02 en 49-årig mandlig bilist på Roskildevej i Brøndby. Bilen, han førte, var brugsstjålet, hvorfor han blev sigtet for brugstyveri, hvilket han nægtede. Manden havde desuden ikke kørekort, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret, som han erkendte.


Fuld mand kørte galt
BRØNDBY.
Fredag den 6. september kl. 18.30 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et solo færdselsuheld på Brøndbyvester Boulevard i Brøndby, hvor en 38-årig mandlig bilist havde kørt direkte ind i en lysmast. Manden blev skønnet alkoholpåvirket, hvorfor patruljen sigtede og anholdte ham for spirituskørsel. Han slap med mindre smerter i kroppen og blev kørt på hospitalet til undersøgelser. Han erkendte sigtelsen.


54-årig sigtet for spirituskørsel
GLOSTRUP.
En politipatrulje standsede en 54-årig mandlig knallertfører på Bjergbakkevej i Glostrup onsdag den 11. september kl. 15.31. Manden var frakendt førerretten, hvorfor han blev sigtet for kørsel i frakendelsestiden. Han blev ligeledes skønnet alkoholpåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel samt kørt til Albertslund Politigård til blodprøver.


Tyveri fra personbil
GLOSTRUP.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en koksgrå Audi personbil på Sydvestvej i Glostrup sket mellem søndag den 8. september kl. 12.00 og mandag den 9. september kl. 09.00. En rude var knust, og bilens bremseskiver, -klodser, – og kalibre var stjålet.


Tyveri fra varebil
BRØNDBY.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en Mercedes-Benz Sprinter varebil sket mellem fredag den 6. september kl. 14.00 og mandag den 9. september kl. 05.00 på Falkemosen i Brøndby. En rude var knust, og et stykke værktøj var stjålet.


34-årig sigtet for spirituskørsel
GLOSTRUP.
Fredag den 13. september kl. 00.12 standsede en politipatrulje en 34-årig mandlig bilist på Nordre Ringvej i Glostrup, idet han kørte meget slingrende. Manden blev skønnet alkoholpåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel samt kørt til politigården i Albertslund til blodprøver. Han erkendte.


Tyveri fra varebil
VALLENSBÆK.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en hvid Seat Leon Van sket mellem tirsdag den 10. september kl. 20.00 og onsdag den 11. september kl. 09.00 på Vallensbækvej i Vallensbæk. En rude var knust, og et navigationsanlæg var stjålet.


Sigtet for narkokørsel
BRØNDBY.
Tirsdag den 10. september kl. 00.26 standsede en politipatrulje en 21-årig mandlig bilist på Brøndbyøster Boulevard i Brøndby. Manden havde kørselsforbud, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret, hvilket han nægtede. Manden blev desuden skønnet narkopåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for narkokørsel, hvilket han også nægtede. Han blev derefter kørt til politigården i Albertslund til blodprøver. Han blev ligeledes sigtet for at være i besiddelse af narko, som han erkendte.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top