Døgnrapporten
dognrapporten.jpg
HELE OMRÅDET. Uddrag fra Københavns Vestegns Politis døgnrapport fra uge 37 og 38

Indbrud i villa
BRØNDBY.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et villaindbrud på Bækkelunden i Brøndby Strand sket mellem torsdag den 12. september kl. 17.00 og lørdag den 14. september kl. 21.45. Et vindue var opbrudt, og diverse smykker var stjålet.


Kunne ikke snyde politiet
BRØNDBY.
En politipatrulje standsede fredag den 13. september kl. 09.47 en 59-årig mandlig bilist på Avedøre Havnevej i Brøndby. Manden udgav sig for at være en anden, hvorfor han blev sigtet og anholdt for falsk anklage. Han blev desuden sigtet for kørsel uden førerret samt overtrædelse af udstyrsbekendtgørelsen, idet han kørte bil, selvom et fordæk var nedslidt. Han blev ligeledes sigtet for ikke at have tegnet en forsikring. Han erkendte alle sigtelser.


Over for rødt uden kørekort
BRØNDBY.
Fredag den 13. september kl. 10.40 standsede en politipatrulje en 24-årig mandlig bilist på Roskildevej i Brøndby, idet han kørte over for rødt lys, hvilket han blev sigtet for. Han havde heller ikke sele på, hvilket han også blev sigtet for. Manden havde ikke kørekort, hvorfor han blev sigtet for kørsel uden førerret, som han erkendte i øjeblikket. Han blev desuden sigtet for at være i besiddelse af narko, som han erkendte.


Indbrud i villa
GLOSTRUP.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et villaindbrud sket mellem fredag den 13. september kl. 16.00 og lørdag den 14. september kl. 00.15 på Gadager i Glostrup. Et vindue var opbrudt, og diverse tasker samt smykker var stjålet.


Slingrende billist stoppet
GLOSTRUP.
En politipatrulje standsede fredag den 13. september kl. 00.12 en 34-årig mandlig bilist på Nordre Ringvej i Glostrup, idet han kørte usikkert. Manden blev skønnet alkoholpåvirket, hvorfor han blev sigtet og anholdt for spirituskørsel, hvilket han erkendte. Han blev kørt til politigården i Albertslund til blodprøver.


42-årig stjal computermus
GLOSTRUP.
En politipatrulje kørte søndag den 15. september kl. 10.38 til en anmeldelse om et butikstyveri fra dagligvarebutik på Sportsvej i Glostrup. Butikkens personale havde tilbageholdt en 42-årig mand, idet han havde stjålet en computermus. Han blev sigtet for butikstyveri, som han erkendte.


Spirituskørsel om morgenen
GLOSTRUP.
Klokken var ikke engang slået otte tirsdag morgen, da en 43-årig mand var for fuld til at køre bil, men gjorde det alligevel. Han tiltrak sig opmærksomhed på Nordre Ringvej, hvor han kørte for hurtigt og overhalede højre om. Det gjorde, at politiet stoppede ham, og her vurderede de, at han var alkoholpåvirket. Han blev derfor sigtet for at køre for hurtigt, for at overhale højre om og for at køre spirituskørsel. Han erkendte det hele og blev kørt til politigården i Albertslund til blodprøve.


37-årig uden kørekort
VALLENSBÆK.
Mandag den 16. september kl. 16.30 standsede en politipatrulje en 37-årig mandlig bilist på Risingevej i Vallensbæk. Han kørte uden førerret, som han blev sigtet for og erkendte.


67-årig butikstyv
BRØNDBY.
Torsdag den 19. september kl. 15.50 kørte en politipatrulje til en anmeldelse om et butikstyveri fra dagligvarebutik i Brøndby Strand Centrum. Butikkens personale havde tilbageholdt en 67-årig kvinde, idet hun havde stjålet diverse fødevarer fra butikken. Patruljen sigtede hende for butikstyveri, som hun erkendte.


Tyveri fra personbil
BRØNDBY.
Københavns Vestegns Politi modtog en anmeldelse om et tyveri fra en hvid personbil sket mellem onsdag den 18. september kl. 20.00 og torsdag den 19. september kl. 06.30 på Brøndbyvester Boulevard i Brøndby Strand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top