Festlig afslutning på kulturuge
kulturuge-3.jpg
Eleverne i 3. klasse har malet trolde som en del af kulturugen. Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. I sidste uge var der Vestegnens Kulturuge, hvor kæmperne igen var i centrum. Det blev traditionen tro afsluttet ved rådhuset i Vallensbæk med en stor fest

Efterårsvejret viste sig fra den pæne side fredag eftermiddag og aften, da der var Festlig Fredag i og omkring Vallensbæk Kultur- og Borgerhus, der er en del af rådhuset.

Det var i forbindelse med Vestegnens Kulturuge, at Vestegnens Glemte Kæmper blev bygget for et par år siden. Og kæmper var igen i år centrum i kulturugen.

Dagen startede med et kæmpe stomp-show med cirka 230 6. klasser.

– Man må gerne nynne lidt med, hvis man ikke kan lade være på sådan en solbeskinnet fredag, råbte stomp-instruktøren med trommestikkerne løftet mod den blå himmel.

Dagen bød på meget forskellig underholdning for folk i alle aldre. Til de yngste var hundene fra Paw Patrol, der er en tegneserie med heltmodige hunde, forbi og underholde med boogie og viften med poterne. For de lidt større børn var det YouTuberen ComKean, der trak en lang kø, når han udfordrede de unge i PlayStation. Og for de voksne var der musik med Tobias Trier.

Der var også masser af aktivitet, der var arrangeret af Vallensbæks egne borgere. I det store lokale med navnet Havet, der for eksempel bliver brugt til Kommunalbestyrelsens møder, var fyldt med børn og voksne, da fem 8. klasser fremlagde deres bud på, hvordan Vallensbæk kan blive en grønnere kommune.

De havde arbejdet med frivillighed og bæredygtighed. Udover de gode idéer havde de også arbejdet meget med gode præsentationer for eksempel på video, og begge dele fik ros fra dommerpanelets formand, Henrik Rasmussen, der til hverdag er borgmester i Vallensbæk. Det blev 8.a fra Egholmskolen, der vandt for deres idé om indkøbsposer af genbrugstøj.

Også en del af 3. klasserne på skolerne i Vallensbæk har haft særlige aktiviteter i anledning af kulturugen. Hver klasse har nemlig malet en kæmpe på et stykke træ, der blev samlet til et langt maleri foran rådhuset.

Vallensbæks foreningsliv var også aktiveret til Festlig Fredag, hvor 20 foreninger stillede op med forskellige aktiviteter. Svømmeklubben havde for eksempel lavet tørsvømning, hvor man på et lille rullebræt (en såkaldt hund) skulle ”svømme” frem og tilbage på en bane på parkeringspladsen. Man kunne også prøve springgymnastik eller rullestoleræs.

Dagen blev sluttet af med trommestikker i neonlys med Copenhagen Drummers.

Glostrup og Brøndby Kommune deltager ikke i Vestegnens Kulturuge, men har egne kulturnætter i løbet af oktober.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top