Fodbold fyrede op under festen
fodbold-1.jpg

Foto: Robert Hendel

Dansk Logistik Partner vandt turneringen i år. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. Fredag eftermiddag startede Glostrup Festival med fodboldturneringen AL-Bank Cup for virksomheder, der brugte den til teambuilding

For tredje gang startede Glostrup Festival fredag eftermiddag med en fodboldturnering arrangeret af Arbejdernes Landsbank.

I år foregik det på Glostrup Stadion, hvor der inde på banen var tegnet to fem-mandsbaner op.

Her spillede i alt 14 hold en turnering med fire puljer og et slutspil med semifinaler og finale.

Det var virksomheder fra Glostrup og omegn, der stillede op i turneringen med hold på syv spillere.

Derudover var der en del tilskuere, der nød eftermiddagen i nogle campingstole eller på tæpper. ’Ikke stå at kigge, hjælpe’ og ’kom så gutter, tro på det’ kunne man høre tilskuerne forsøge at hjælpe deres hold frem til en sejr.

Mange havde også taget deres familier med, hvilket blandet andet resulterede i en baneløber, da en lille pige, der nok kun lige have lært at gå, pilede ind på banen med sin mor efter sig.

God træning
Et af de hold, der var med, var borgere fra Sundhedsfællesskabet for psykisk sårbare borgere, der er et tværkommunalt samarbejde med blandt andet Glostrup Kommune. Selvom holdet tabte alle sine kampe, var det stadig en god oplevelse at være med, fortæller en af spillerne, den stærke midtbanedynamo Thomas Mattson.

– Det har været et fantastisk arrangement. Det har styrket vores erfaring med at spille den her slags stævne, siger han.

Normalt spiller holdet med i organisationen Ombold, der arrangerer fodboldstævner for hjemløse og andre socialt udsatte.

– Holdet er for folk, der har været i kontakt med psykiatrien. Der er mange af os, der ikke kan være med i en normal idrætsforening. Vi træner en gang om ugen, men sæsonstarten har været lidt sløv, så det er godt at komme ud og spille en turnering, siger Thomas Mattson.

Holdet har været med flere gange, men det er første gang han er med. Han vil dog vende tilbage.

– Det betyder meget for os, at vi kan komme ud at styrke vores sammenhold. Det her er både fysisk og psykisk træning, siger han.

Mesterskab
Efter det indledende gruppespil var det tid til semifinaler og finale. Her endte Frandsen El på 3. pladsen, Bauhaus Glostrup på 2. pladsen og Dansk Logistik Partner på 1. pladsen.

Fra Dansk Logistik Partner var Dennis Kristensen glad for turneringen.

– Det har været et superfedt arrangement. God bane, gode tilskuere og så videre, siger han.

Holdet havde lagt en offensiv strategi.

– Vi pressede på modstanderen, vi havde altid en mand på hver modstander, når de havde bolden. Derudover havde vi målmanden langt med fremme, når vi selv havde bolden, så vi altid kunne spille tilbage til ham, siger Dennis Kristensen.

Han var glad for at bruge en fredag eftermiddag sammen med kollegaerne.

– Vi er et ungt firma, og vi har altid haft et godt sammenhold mellem medarbejderne, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top