Karate DM viste genrejsning
2019-09-08_at_15-18-02_DSC_5234x.jpg

Foto: Robert Hendel

Niklas Muusfeldt med det røde bælte tabte finalen i DM i karate. Foto: Robert Hendel
SPORT. Forrige weekend var der DM i karate i Glostrup Hallen. Den bedste udøver fra Glostrup gik fra stævnet med en sølvmedalje. Men stævnet viste også stilartens genrejsning i Danmark

Søndag i forrige uge var der DM i traditionel karate, der også bliver kaldt Shobu-Ippon i Glostrup Hallen. Her kæmpede cirka 100 karateudøvere fra 19 klubber i 12 forskellige kategorier efter køn og alder om Danmarksmesterskabet.

Midt på gulvet var lagt to store måtter, en i hver ende af den store hal, så to kampe kunne være i gang samtidig. I hvert hjørne af måtterne sad en dommer med en hvidt og et rødt flag, der med forskellige bevægelser og stillinger kunne signalere, hvad dommerne havde set.

Midt på måtten stod dommeren og de to udøvere, hvoraf en havde et rødt bælte på.

Da klokken nærmede sig fire om eftermiddagen og det var tid til finaler, var en del tilskuere taget hjem, men der var stadig klubber tilbage, der heppede på deres holdkammerater i finalerne.

En kamp varede to minutter med mulighed for et minuts forlængelse, hvis der ikke var fundet en afgørelse. Det skete flere gange. To udøvere stod overfor hinanden og småhoppede. Når en gik frem og prøvede at sætte et slag ind afviste den anden.

Traditionel karate

Dette var DM i traditionel karate. Her handler det om at dyrke karaten som en form for selvforsvar. I selvforsvar handler det om hurtigt og effektivt at få pacificeret den angribende.

– Gennem de sidste 20 år har konkurrencekarate udviklet sig til det, vi kalder sportskarate, hvis mål er medaljer og topplaceringer. I den traditionelle karate er stævner og mesterskaber en kærkommen lejlighed for at kunne sammenligne sin egen tekniske kunnen og mentale overblik med andre, ligeværdige modstandere og måske endda lære noget af det. Denne konkurrenceform har sit eget regelsæt, funderet i den opfattelse, at højest et eller to velplacerede stød er rigeligt til at pacificere en modstander, fortæller Walther Kjøng, formand for Glostrup Karateklub.

Dette i modsætning til sportskarate, hvor der kan scores op til 15 point i en kamp.

Frem til slutningen af 90’erne var den traditionelle karate dominerende i Danmark, men siden har sportskaraten overtaget.

– Den traditionelle karate har været kørt helt ud på et sidespor, hvor vi ikke måtte kæmpe mod udøvere af sportskaraten, men nu er den på vej tilbage, siger Walther Kjøng.

Dette var første gang, der blev afholdt et DM i traditionel karate.

– Det er gået over al forventning. Vi startede først for to-tre måneder siden med at arrangere dette DM. Glostrup Kommune strakte heldigvis hånden ud og tilbød os mulighed for at bruge Glostrup Hallen, siger Walther Kjøng.

Han forventer, at den traditionelle karate nu er på vej tilbage.

– Vi var positivt overrasket over det store deltagerantal, det er dejligt at have mange med inde i varmen igen, og det glæder os, at der er mange af de gamle traditionsklubber, der stiller op, så vi regner med tre gange så mange deltagere næste år, siger han.

Sølv til Glostrup

Blandt Glostrups karateudøvere var Niklas Muusfeldt den eneste, der kom i finalen i klassen drengekadet.

– Jeg synes, det har været en interessant og spændende dag. Jeg har både været deltager og official, siger han.

Turneringen startede med puljekampe, hvilket gik fint for Niklas.

– I puljekampene gik der lidt nervøsitet i det. Jeg fik nogle øvelser af min træner, som gjorde, at jeg havde det godt, når jeg gik ind til en kamp. Jeg havde en strategi, om at jeg prøvede at holde mig til nogle få teknikker af gangen, at holde mig til det jeg ved virker, sagde han efterfølgende.

Mens det gik glimrende i puljekampene, tabte Nicklas Muusfeldt finalen.

– Min modstander var teknisk bedre end mig, han vandt helt fortjent. Jeg var også nervøs, fordi jeg vidste, det var guldkampen, sagde han.

Han var dog glad for sin sølvmedalje og for dagen som sådan.

– Jeg har afprøvet og forbedret mine teknikker, sagde han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top