Tre danmarksmestre i gokart
69063840_2612741418777676_2243850331731525632.jpg
BGK kom hjem fra DM med tre danmarksmestre. Foto: BGK
SPORT. Da der forrige weekend blev kørt DM i gokart i Roskilde tog BGK tre guldmedaljer og to sølvmedaljer og to bronzemedaljer i de fem serier. Det var nok til, at de blev kåret til mesterskabets bedste klub

Der var solskin i massevis og masser af publikum, da der forrige weekend blev afholdt Danmarks­mesterskabet i gokart i Roskilde.
Børnenes Gokart Klub (BGK) fra Brøndby var selvfølgelig også med.
– Vi kan lige så godt sige det med det samme – BGK har haft det bedste DM nogensinde og det er alt sammen takket være vores fantastiske kørere, siger Tanja Saugmann, kasserer i BGK.

Top fem for de mindste
I den mindste klasse, Cadett Mini, gjorde BGK rent bord. Romeo Haagh blev Danmarksmester.
Resten af podiet stod der også BGK på – det blev nemlig indtaget af Oliver Fodor Rasmussen på en 2. plads og Viktor Snebjørn Poulsen på en 3. plads.
På de følgende pladser stod der også BGK. Oliver Honoré kæmpede sig bravt frem fra sidste position til en fin 4. plads, August Snebjørn Poulsen kom ind på 5. pladsen og Mika Rünitz kørte i mål på 8. pladsen.
– Super godt kørt af jer allesammen og stort tillykke med de flotte placeringer, lyder det fra Tanja Saugemann.

Endnu et mesterskab
I Cadett Junior gik det også rigtig godt for BGK-kørerne. Her fik klubben også en Danmarksmester i Tobias Bille Clausen.
De resterende kørere i klassen havde alle lidt forskelligt de måtte kæmpe med og det betød at Anton Saugmann Güllich måtte nøjes med 13. pladsen efter ti sekunders straf, William Willaume Li Andreasen kom ind på 14. pladsen og Christian Dannemand Jørgensen kom ind på 22. pladsen.
– Det var et hårdt felt og i gjorde det godt allesammen, siger Tanja Saugemann.

Et sidste mesterskab
I OK Junior fik BGK også en Danmarksmester i Emil Tanggaard, der kørte en suveræn weekend.
Jonathan Weywadt tog podiets 3. plads mens Magnus Nordal Terkildsen desværre blev diskvalificeret på grund af undervægt.
I OK-klassen gjorde Noah Degnbol Racing alt hvad han kunne for at hive titlen hjem, men måtte nøjes med 2. pladsen.
– Vi her fra BGK synes nu stadig det er hamrende godt klaret så stort tillykke med placeringen, siger Tanja Saugemann.
I KZ2 var Gustav Krogh desværre uheldig og måtte udgå i finalen. Han sluttede dermed på 21. pladsen.

Mesterskabets bedste
Da dagen var omme, skulle årets DM-klub kåres. Det kræver et kompliceret regnestykke.
– De fik prisen årets Danmarksmesterskabs-klub. Det er et regnestykke med en blanding af antal deltagere og deres samlede placeringer. Det er en sindrig formel, hvor førstepladser, andenpladser og tredjepladser giver nogle point og så giver antallet af deltagere også noget. Så der er både et element af opbakning til arrangementet og resultaterne, fortæller Michael Kanstaniegaard, der er formand for Automobil Sports Klubben Hedeland, der arrangerede DM.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top