34 millioner til byudvikling
DSC9158x.jpg

Foto: Robert Hendel

15 ud af 19 medlemmer af kommunalbestyrelsen skrev under på budgetforliget. Foto: Robert Hendel
GLOSTRUP. En af de store puljer i budgetforliget er en pulje på i alt næsten 34 millioner kroner til byudvikling. Det er nødvendigt, når letbanen kommer, siger forligspartierne

I 2025 ruller Hovedstadens Letbane ud på sin første tur. Den største station på dens rute fra Ishøj til Lyngby er Glostrup Station. I den forbindelse er det nødvendigt at bruge en del penge, mener Socialdemokratiet, Venstre og Dansk Folkeparti. Der er derfor sat en pulje på op til 12 millioner kroner i anlæg af om året.
– Der kommer en letbane. Det betyder, at der foran os ligger nogle bundne opgaver, for eksempel omkring stationsforpladsen. Vi vil også gerne bruge Banegårdspladsen lidt bedre, så det ikke er en stor vindomsust plads. Det koster en del millioner, siger John Engelhardt (V).
Det er også forhåbningen blandt politikerne i Glostrup, at Folketinget bevilliger penge til en udvidelse af Glostrup Station, så regionaltogene kan stoppe der igen.
– I stedet for at forlænge den vestlige tunnel til sydsiden af banen, så vil vi meget hellere have en bro. Det koster en del millioner ekstra, der er vi nødt til at have nogle penge, siger John Engelhardt og kommer med endnu et par eksempler på, hvor der er brug for penge til byudvikling.
– Området omkring Rådhusparken og brandstationen skal der muligvis ske noget andet, hvilet har været diskuteret i en del år nu. For at komme i gang med det, så skal vi bruge nogle penge. Det kan også være i Hvissinge, hvor parkeringspladsen ved Carl Bro grunden ligger tom, der skal vi også være klar til at bruge nogle penge. 12 millioner per år er ikke mange penge, når det er store ting, der skal laves, siger han.
For Flemming Ørhem (DF), var indflydelse på de puljer en vigtig grund til at gå med i budgetforliget.
– Vi er tre parter, der skal blive enige om, hvad pengene skal bruges til. En af de vigtige grunde for os, for at gå med i budgettet, det er, vi er med til at styre, hvordan de puljer skal udmøntes, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top