Amatørteater har været sjovt i 25 år
amatørteater-1.jpg
Mon ikke Prins Henrik er med igen... Foto: Jesper Ernst Henriksen
VALLENSBÆK. Vallensbæk Amatør Teater har i år 25 års jubilæum. De har tradition for at lave revy, og det forbereder de også at gøre i år, hvor der måske vil være referencer til en anden jubilar i kommunen

I et lokale under Egholmskolen er der fyldt med gamle kostymer og andre rekvisitter til teater. I nabolokalet er der et lille køkken, en sofagruppe og en scene, der er en forhøjning på ti centimeter. Det er her, Vallensbæk Amatør Teater holder til. De har i år 25 års jubilæum. Alle årene har de været på Egholmskolen, men i de første år startede de under noget mere ydmyge forhold.
– Vi lånte nogle lokaler i Synoptiks kælder i Glostrup og så havde vi et klasselokale til at øve i. Vi lavede kulisser i Glostrup, og hver gang vi skulle bruge dem, måtte vi køre til Glostrup og hente dem. Rekvisitter og så videre havde vi med hjemme og slæbte dem med herop hver gang. Men vi fik lavet en fantastisk forestilling, syntes vi selv. Vi spillede kun to dage, men vi havde fuldt hus begge dage, fortæller Anette Strini Stryhn, formand for Vallensbæk Amatør Teater.

Startede stort
Anette Strini Stryhn var selv med til at stifte foreningen for 25 år siden.
– Jeg havde i mange år gået med en drøm om at lave noget med teater. Jeg havde sammen med mine søskende talt om at lave noget, det var bare ikke blevet til noget. Så var der en pige fra Glostrup, der havde lagt en lille seddel på et pizzeria i Vallensbæk, hvor hun efterlyste nogen, der ville være med til at lave en teaterforening. Den bed jeg på. Jeg kendte lidt til, hvordan man starter foreninger, så jeg sagde, at det ville jeg gerne være med til, husker hun.
På den første dag, hvor der var stiftende generalforsamling, var der 40 aktive mennesker.
– Der kom ikke nogen lurpassere. Alle var sådan, ’vi vil lige høre om det, men det gider vi faktisk godt’ og inden aftenen var omme, havde vi besluttet, at vi skulle spille Mød mig på Cassiopia. Det var et meget ambitiøst projekt, når man tænker på, at vi var 40 mennesker, der aldrig havde set hinanden, der skulle til at samarbejde om det. Men det lykkedes, husker Anette Strini Stryhn.

En broget flok
I det lille kælderlokale begynder medlemmerne af Vallensbæk Amatør Teater at dukke op. Det er en gruppe meget forskellige mennesker. De yngste er omkring de 40, de ældste er noget over pensionsalderen. Men faktisk har aldersspredningen været endnu større.
– Det er gået lidt ned ad bakke med medlemstallet, men sådan er det jo generelt. Lige nu har vi omkring 20 medlemmer, hvoraf vi er 15, som er aktive og kommer hver gang, der er ni med på scenen i år. Resten er med bag scenen, der skal mange mennesker til. Så har vi nogle, der ikke er medlemmer, der kommer og hjælper, når vi har forestillinger, siger Anette Strini Stryhn.
Det har også betydet lidt for aktiviteten i foreningen.
– I de første mange år havde vi to forestillinger hvert år, en om foråret og en om efteråret. Der var vi meget ambitiøse, men vi var også mange til at gøre det, og vi var yngre, siger hun.

Laver revy
De første mange år lavede Vallensbæk Amatør Teater traditionelle teaterforestillinger som farcer og musical. I dag laver de kun revy.
– I teater er man meget afhængige af, at folk er engagerede og kommer hver tirsdag, hvis de melder sig. Vi kan jo ikke øve, hvis folk ikke kommer. Det sidste tea­terstykke vi ville sætte op var en komedie, det nåede vi ikke, fordi en af vores skuespillere blev syg to måneder før vi skulle spille. Der var vi nødt til at aflyse. Ved en revy kan vi tage det nummer ud, som vedkommende er med i. Og så har vi fundet ud af, at det er meget sjovere. Publikum er meget mere med på revy, forklarer Anette Strini Stryhn.

Sølvbryllup
Emnerne i revyerne er både lokale og nationale.
– Vi havde Trump med sidste år. Vi har ofte politikere med, vi har kogt dem mange gange. Der er lidt lokale ting, men det er flettet ind i lidt af sangene. Forrige år var der lige kommet alt det her affaldssortering i Vallensbæk, der havde vi en god sang om det. Jeg var en dame, der kom ind og sang om, at jeg skulle til at sortere affald og jeg kunne ikke finde ud af det og min have lignede en containerplads med alle de bøtter, der stod derude. Men hun kunne alligevel godt lide det, for ham skraldemanden, der kom, han var et skår, siger Anette Strini Stryhn.
Hun er ikke meget for at løfte sløret for indholdet af dette års revy.
– Vi har jo sølvbryllup, så vi har lidt sølvbryllupstema. Vores borgmester har jo også lige haft 25 års jubilæum, så vi har prøvet at se, om vi kunne forbinde de to ting og sammenligne det. Prins Henrik har været med mange gange, det kan også være, han er med igen, siger hun. Vi har næsten altid en, der hedder bænken. Vi er jo ikke 20 længere så vi har nogle ældre, som sidder på en bænk og snakker meget frit fra leveren, slutter hun.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top