Anfører: Fejl sker i fodbold
2019-10-16_at_19-08-43_DSC_0764x.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
SPORT. Selvom onsdagens nederlag gør ondt på Brøndby-spillerne, har de ikke mistet troen på, at de score de nødvendige mål i returopgøret i Skotland

Frustrerende. Reaktionen var ikke til at tage fejl af hos Brøndby-spillerne efter nederlaget til Glasgow City FC i UEFA Women’s Champions League.

– Vi har jo chancerne til at score. De kommer desværre rigtig hurtigt foran, men jeg synes faktisk, at vi har det meste af kampen, men vi mangler bare at putte den ind. Får vi puttet den ind, bliver det også en anden kamp, siger anfører Louise Winter.

Især det første mål ærgrer hun sig over.

– Som jeg husker det, kommer de i gennembrud og sparker ude fra siden af feltet. Den rammer så en af vores, snyder vores keeper og ryger i mål. Det er et åndssvagt mål, siger Louise Winter.

Den vurdering deler målmand Katrine Abel. Hun vurderer, at målet fik stor indflydelse på Brøndby-holdets spil i de første 45 minutter.

– Vi spiller en lidt rystet første halvleg, hvor vi ikke helt overholder vores aftaler. Det bærer vores spil rigtig meget præg af, forklarer Katrine Abel og tilføjer, at holdet fik en fortjent reprimande af træner Per Nielsen i pausen.

Ligesom sin træner giver hun ikke meget for, at Brøndby var dominerende i store dele af kampen.

– Jeg tror, at jeg står med den samme følelse nu, som Piteå stod med efter den første kamp i sidste runde, hvor de dominerede hele kampen, og vi alligevel gik derfra med en sejr på 1-0. Det kan gøre ondt, siger Katrine Abel, der var stærkt impliceret i skotternes anden scoring.

Den rutinerede keeper kom i tvivl, om hun skulle gribe bolden eller bokse den væk.

– Så vælger jeg at gøre halvt af hvert, og så ender den i netmaskerne bag mig. Jeg er jo en af de gamle og rutinerede på det her hold, så jeg må jo ikke lave sådan en fejl, som den jeg laver i dag på det tidspunkt, jeg gør. Det gør rigtig ondt lige nu, erkender Katrine Abel.

Hun lagde sig efter kampen fladt ned og sagde undskyld til holdkammeraterne, der bakker 100 procent op om den uheldige målvogter.

– Hun har reddet os så mange gange før, og hun er en fantastisk målmand. Der er en grund til, at hun er førstevalg på landsholdet. Det dér sker engang imellem i fodbold. Vi andre laver også fejl. Vi bliver bare hårdere ramt, når det målmanden, der gør det, siger anfører Louise Winter.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top