Brøndby Kulturnat bød på bryllup og brun humor
2019-10-04_at_20-04-14__DSC8455x-2.jpg

Foto: Robert Hendel

Foto: Robert Hendel
BRØNDBY. Fredag var der Kulturnat i Brøndby, hvor der i alle tre bydele var lagt op til en festlig aften. Folkebladet forsøgte at nå hele vejen rundt

Fest, farver, mad og musik.

Det er fire nøgleord, der kendetegner den femte udgave af kulturnatten i Brøndby, som fandt sted fredag aften.

Festen blev indviet i de tre bydele med taler fra medlemmer af kommunens kulturudvalg. På Kirkebjerg Torv var det Per Jensen (S), der skød aftenen i gang.

Han havde dog lidt udfordringer, da højttaleranlægget endnu ikke var dukket op.

Det lykkedes dog til sidst at få fat i en megafon, og så kunne de mange fremmødte gæster på torvet høre ham byde dem velkommen til årets kulturnat i Brøndby.

– Vi kan i aften sikkert både finde glæde ved det velkendte, og vi kan opdage nye sider af os selv, af vores by og af hinanden, lød det fra Per Jensen i åbningstalen på Kirkebjerg Torv, hvor den lokale handelsforeninghavde stablet et program med musik og kulinariske oplevelser på benene.

Her bød Bageren blandt andet på berlinere, mens naboerne fra selskabslokalerne grilleede oksefilet til de rigtigt sultne. Underholdningen bestod blandt andet i en danseopvisning fra Vivis Dans.

Fødselsdag og bryllup

I år fylder Brøndby Rådhus 60. Det blev fejret med lagkage og rundvisning på rådhuset af Lisbeth Hollensen, der er museumsinspektør på Forstadsmuseet. Inden rundvisningen var der dog et par, der havde valgt at blive gift i aftenens anledning – for første gang i kulturnattens historie.

Over for rådhuset var der gang i Brøndbyvester Mølle. Her kunne nysgerrige børn og voksne komme forbi og se, hvordan der bliver malet mel i den gamle mølle, der er blevet et vartegn for byen.

På Brøndbyvester Bibliotek fik børnene mulighed for at få taget billeder med et par af de velkendte stormtropper fra Star Wars, mens de ventede på, det blev deres tur til at blive malet i ansigtet.

Uden for biblioteket blev der gjort klar til et musikalsk indslag fra to lirekasser.

Brun humor i Brønden

For at byens borgere kunne komme hele vejen rundt på kulturnatten, var der indsat særlige busser, der i pendulfart kørte mellem de tre bydele.

I Brøndby Strand lagde det kendte komikerpar Adam og Noah vejen forbi til et totalt udsolgt show i kulturhusets multisal. Her blev de mange børn og voksne underholdt i en halv times tid med forskellige, humoristiske anekdoter om de kulturelle forskelle, der kan være mellem danskerne og ”de brune”.

Flere forskellige steder kunne kulturnattens mange besøgende møde medlemmerne af kommunalbestyrelsen i Brøndby. I Kulturhuset Brønden tog blandt andre Said Mo El Idrissi (R) imod forslag til den kommende strategi for, hvor kommunen skal bevæge sig hen frem mod 2030.

Uden for Brønden havde Brøndby Jazzklub i samarbejde med Brøndby Strand Kirke stillet et stort festtelt op, hvor der blev serveret mad og musikalske indslag.

Masser af musik

Der var også masser af musik i Brøndbyøster. På Nørregårdsskolen var Sejlerhuset rykket ind i svømmehallen med joller, kajakker og waterballs.

I hallen havde den lokale rullesportsforening Rullefabrikken arrangeret rulleskøjtediskotek, mens ungdomsskolen havde klatring og parkourtræning på programmet.

– De andre år har der også været mange forbi, men i år er det helt ekstremt, fortæller Troels Lund, som er leder af Brøndby Ungdomsskole, da Folkebladet møder ham på turen rundt i kulturnatten.

Dyregården havde både tamme og mindre tamme dyr, og i baggården satte Middelalderlandsbyen et historisk præg på årets kulturnat.

I Kulturhuset Kilden spillede bandet In Lonely Majesty melodiske numre på grænsen mellem klassisk folk og indierock, og i det grønne område på Nygårds Plads var der igen i år etableret en forunderlig lyshave, der lyste op i natten.

Brøndby Racing Club holdt åbent i aftenens anledning, og hos naboerne i Ungekulturhuset Pilegården var der folkekøkken og temabingo for byens unge, mens aftenen blev sluttet af med fest og livemusik.

Tilbud var der nok af denne fredag aften. Kunne man ikke lide musikken fra bandet eller lirekasserne, var der et væld af andre kulturelle og kulinariske oplevelser, som aftenens mange gæster kunne kaste sig over på den femte udgave af Brøndby Kulturnat.


 


Klik her for at åbne kortet i et nyt vindue

2 kommentarer om “Brøndby Kulturnat bød på bryllup og brun humor”

  1. Kurt Damsted siger:

    Man kan undrer sig over, at Folkebladet ikke fandt det opportunt, at besøge Marinegården på Sognevej 35 ved siden af Sundhedshuset og Rådhuset.
    Udover Marineforeningen var også Rotary, Danmarkssamfundet og de gule Natteravne her samlet i Marinegårdens smukke lokaler og mange besøgte os, bortset fra Folkebladet.
    Hvad er årsagen til bladets fravær her?

    1. Kære Kurt

      Du spørger, hvorfor Folkebladet ikke kiggede forbi Marinegården i fredags? Det korte svar er tid.

      I programmet for årets kulturnat i Brøndby er der listet 113 aktiviteter op fordelt på 19 lokationer i kommunens tre bydele.

      Det siger sig selv, at vi ikke ville kunne nå forbi alle aftenens arrangementer i løbet af de seks timer, kulturnatten varede. Det svarer til, at vi skulle bruge cirka tre minutter ved hver aktivitet. Heri er der så ikke taget højde for transporttid imellem de mange steder.

      Vi måtte derfor prioritere nogle ting højere end andre, og af samme årsag havde vi lagt en plan for, hvad vi som minimum skulle nå – vi nåede faktisk forbi dobbelt så mange ting, som vi havde planlagt på forhånd.

      Showet med Adam & Noah valgte vi at dække, fordi vi ikke får mulighed for det igen, ligesom det heller ikke er sikkert, at vi næste år kan få adgang til en lejlighed på 15. etage i et af de PCB-inficerede højhuse i Brøndby Strand, som snart skal rives ned. Ligeledes valgte vi at dække vielsen på Brøndby Rådhus, fordi det var den første af sin slags under en kulturnat i Brøndby.

      Vielsen tog en halv time. Showet med de to komikere plus interview tog cirka en time, og besøget i højhuset tog cirka 20 minutter. Dermed havde vi lidt over fire timer til de resterende 110 arrangementer – plus en pause til at få noget spise.

      Som du kan se, nåede vi forbi 10 af de 19 lokationer med aktiviteter i løbet af kulturnatten. Vi prioriterede, at der skulle være noget for alle aldre, og det føler vi, at vi har ramt meget godt.

      Vi var i løbet af de første to timer forbi Brøndbyvester Mølle, Brøndbyvester Bibliotek, Kirkebjerg Torv, Park Allé Privatskole, inden turen gik mod Brøndby Rådhus. Herefter brugte vi lidt under to timer i Brøndby Strand, hvorefter vi sluttede af i Brøndbyøster – først på Nørregårdsskolen, siden på Nygårds Plads og i Kilden – og til sidst i Ungehuset Pilegården.

      Du kan se her, hvor meget vi rent faktisk nåede i løbet af de ganske få timer, kulturnatten varede.

      Selvfølgelig ville vi gerne have været forbi flere steder – blandt andet Marinegården og Genbrugsstationen. Det lod sig bare ikke gøre i år, uden at vi skulle vælge noget andet fra. Derfor kunne vi da godt tænke os at vide, hvilke af det steder, vi besøgte, som du mener, at vi skulle have udeladt for at slå et smut forbi Marinegården?

      Med venlig hilsen
      Jesper Ernst Henriksen, Redaktør på Folkebladet

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top