Dispensationer kan koste dyrt
DEBAT.

Vallensbæks borgere risikerer at skulle betale op mod 3,5 mio. kr. i erstatning til en grundejer i Vallensbæk Landsby, der efter i Teknik- og Miljøudvalget oprindeligt at have fået dispensation til at inddrage dele af et bevaringsværdigt haveareal og udvide en bygningsbredde ud over det i lokalplanen fastsatte forleden fik nej til at opføre det samlede projekt.
I Dansk Folkeparti mener vi aldrig, at Teknik- og Miljøudvalget skulle have givet den dispensation, der nu risikerer at skabe grundlag for erstatningskravet. Vallensbæk Landsby har en restriktiv lokalplan af gode grunde.
Det er imidlertid påfaldende, at protesterne fra borgerne i landsbyen mod projektet tilsyneladende gjorde indtryk på De Konservative, mens lignende protester over for de mange nye etageboligprojekter fra andre borgere i kommunen ikke har rykket noget som helst.
Det understreger blot DFs pointe: Nemlig at kommunen ikke skal fifle med lokalplaner gennem dispensationer og pludselige ændringer. Det risikerer at koste kommunens borgere dyrt både på den ene og den anden måde.

Svar: Beløbet bliver ikke så stort
Af Jan Høgskilde (K) Formand for Teknik- og Miljøudvalget
Kenneth Kristensen Berth gør sig skyldig i mindst tre fejltagelser i seneste læserbrev – og jeg skal her forsøge kort at korrigere.
1) Lokalplaner er rammer for byggeri og udvikling. Der vil altid være tilfælde, hvor det kan være nødvendigt at give dispensation. Disse kan man så være enige eller uenige i, men verden er nu engang ikke statisk, men dynamisk.
2) Naturligvis hører Konservative på borgerne, når de via for eksempel høringssvar giver udtryk for holdninger til lokalplaner, affaldssortering eller andet. I tilfældet Landsbyen, er det høringssvar til netop en dispensation, men også vores vurdering af om byggeriet passer ind i Landsbyen har naturligvis spillet en rolle.
Hvis vi bare tager de to lokalplaner, der tages stilling til på kommunalbestyrelsesmødet den 9. oktober, vil man se, der netop er ændret grundet høringssvar på flere punkter. Men omvendt er det jo sådan, at skal der ske fremskridt, kan man ikke ændre beslutninger på grundlag af alle høringssvar, for så sker der ingen fornyelse og udvikling. Denne sondring kaldes politisk lederskab.
3) Kenneth Kristensen Berth bør vide, at ethvert skriv fra en advokat er et partsindlæg. Og det pågældende brev synes mest af alt at være en opremsning af udgifter. Men for eksempel grunden har jo stadig værdi, ikke Kenneth Kristensen Berth? Og derfor kan beløbet aldrig blive af den størrelsesorden du skriver. Det ved du også godt Kenneth Kristensen Berth. Jeg er ikke jurist, hvorfor jeg i øvrigt vil overlade et eventuelt krav til dem.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top