En uformel dåb
drop-in-dåb.jpg
Til kulturnatten i Glostrup kan man blive døbt. Foto: Glostrup Sogn
GLOSTRUP. Glostrup Kirke tilbyder nu også drop-in dåb, hvor man kan gå ind fra gaden og blive døbt. Det gør tærsklen over kirkedøren mindre, siger sognepræst

Den 26. oktober er der kulturnat i Glostrup. Her åbner Glostrup Kirke dørene for alle, der ønsker at blive døbt på en uformel måde. Andre, der fejrer kulturnatten, er dog også meget velkomne til at droppe ind i kirken for at nyde roen, en kop kaffe og en snack. I kirken kan alle således få sig en rolig stund midt i kulturnattens virvar og fest.
Drop-in dåb startede som et fænomen på Vesterbro. Nu har drop-in dåbene dog spredt sig til hele landet. Tanken bag drop-in dåbene er, at her kan folk komme ind lige fra gaden og blive døbt.
– Til en drop-in dåb føler mange, at tærsklen over kirkedøren er lavere end ved en almindelig gudstjeneste. Her kan du komme og blive døbt i dit hverdagstøj eller i dit festtøj, alene eller sammen med din nærmeste familie og dine bedste venner. Enkelte gør dog også drop-in dåben til en større festlig begivenhed og inviterer hele den nærmeste omgangskreds med, fortæller Elisabeth Arendtm sognepræst i Glostrup Sogn.
Til drop-in dåb kommer folk i alle aldre for at blive døbt. Nogle vælger at få deres spædbarn døbt ved en drop-in dåb. Andre kommer som voksne.
– De har måske gået med ønsket om at blive døbt i mange år, men har aldrig fundet lejlighed til det. Selvom drop-in dåben er uformel, foregår den stadigvæk i smukke og højtidelige rammer, siger Elisabeth Arendt.

Ikke en eksamen
Kl. 21.30-22.00 inviterer kirken til en stille kort gudstjeneste, hvor roen kan sænke sig over dig, inden du atter går videre ud i natten. Hele aftenen spiller kirkens organister skøn musik, der stemmer kirkerummet til andagt. I våbenhuset serveres der kaffe og snacks. Efter dåben kan du invitere familie og venner på et glas, som kirken er værter på. Og så kan I sammen udbringe en lille skål og ønske den døbte tillykke.
Folk, der tidligere er blevet døbt ved en drop-in dåb siger om oplevelsen, at den på én gang virkede højtidelig og rørende på dem.
– Drop-in dåb kan beskrives som en slags modbevægelse, der skal gøre dåben mere overkommelig for alle – også voksne. Mange voksne har betragtet det som en uoverskuelig opgave at skulle ringe til en præst, gå til dåbsforberedende samtaler og derefter døbes i forbindelse med en gudstjeneste, som de i øvrigt føler sig fremmede over for. Andre har frygtet, at præstesamtalen var som en slags eksamen i, hvad de tror og ikke tror. Dåben har dog aldrig været en præstation, og netop derfor giver drop-in dåb så god mening. For her kan du komme, lige som du er, siger Elisabeth Arendt.

FAKTA
Praktisk information

Det eneste, du behøver medbringe til drop-in dåben, er et gyldigt billed-ID (pas eller kørekort). Unge under 18 skal dog have begge forældre med eller fuldmagt fra dem. Hvis du ikke er dansk statsborger og ønsker at blive døbt, skal du have kontaktet en præst på forhånd.
Glostrup Kirke inviterer til drop-in dåb den 26. oktober kl. 17.00-21.30

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top