Enhedslisten: Det er et usolidarisk budget
Robert.jpg
GLOSTRUP. Det er ikke en kommunal kerneopgave at afholde musikfestival, mener Enhedslisten

Robert Sørensen fra Enhedslisten er ikke med i budgetforliget. Men det er ifølge ham ikke kun budgetforliget i Glostrup, der er problemet. Problemet er den aftale, som Kommunernes Landsforening (KL) har lavet med regeringen.
– Kommunerne er endnu engang sat i en ekstrem økonomisk spændetrøje, som følge af den aftale som regeringen og KL har indgået om kommunernes økonomi for 2020. Det er rigtigt skuffende at se at en ny regeringen med en Socialdemokratisk finansminister ikke vil lukke op for, at kommunerne kan udvikle velfærden. Og endnu mere skuffende er det at se, at KL indgår en aftale, som reelt betyder nedskæringer i kommunerne. KL burde have sagt nej til aftalen, mener han.
I de lokale forhandlinger er det ofte flertallet, der kommer med et oplæg og så de mindre partier som Enhedslisten, der skal forsøge at rokke ved det udgangspunkt. Det lykkedes ikke i år.
– Kommuneaftalen betyder, at der skal laves nogle ben hårde prioriteringer i Glostrup for at få budgettet til at gå op. Dette var Enhedslisten klar til, hvis det skete på en solidarisk måde. Desværre var flertallet ikke til at rykke ret meget på retningen, og derfor valgte Enhedslisten så at forlade forhandlingerne, fortæller Robert Sørensen.

Drop festivallen
Robert Sørensen er særligt utilfreds med planerne om at udlicitere rengøringen og derved spare fire millioner kroner om året.
– Det kan Enhedslisten absolut ikke være med til. Hvis man sparer fire millioner kroner på rengøringen, vil det betyde dårligere service over for brugerne, og ikke mindst dårligere arbejdsforhold for medarbejderne. Det ender, som man har set det i andre kommuner, med at der bliver hyret underleverandører ind, som så hyrer udenlandsk arbejdskraft uden overenskomst, dette kan Enhedslisten naturligvis ikke være med til, siger han.
Han peger direkte på Glostrup Festival som et sted at sparre.
– Det kommer til at koste 500 kr. mere om måneden for en vuggestueplads, samtidig vil forligspartierne stadig afholde Glostrup Festival som kommunalt finansieret. Således er det så forældre til småbørn, som allerede i dag har store udgifter til børn, der nu betaler for, at vi stadig kan komme til Glostrup Festival og synge med på den røde gummibåd. Enhedslistens holdning er, at afholdes af musikfestival ikke er en kommunal kerneopgave og derfor bør nedprioriteres, mener han.
Til 2. behandlingen af budgettet vil han pege på flere andre steder, hvor han mener, man kan finde pengene.
– Det er ikke gennemarbejdet endnu, men det bliver blandt andet 24 elever i klasserne på Glostrup Skole, veteranpolitikken og andelen af pædagoger i dagtilbud, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top