Klar til brag i Champions League: Scorer mål på stribe for tredje kamp i streg
DSC9517x.jpg

Foto: Robert Hendel

Louise Ringsing var fredag ude at dele gratis fodbolde ud på skoler i Brøndby og Glostrup. Onsdag spiller hun og holdkammeraterne Champions League på Brøndby Stadion, hvor hun håber på mange tilskuere. Foto: Robert Hendel
SPORT. Målene hagler ind i øjeblikket hos modstanderne. For tredje kamp i træk scorede de danske mestre fra Brøndby syv gange. Det lover godt før Champions League-kampen mod skotske Glasgow City FC

De danske mestre fra Brøndby scorer mål på stribe i øjeblikket.

Lørdag måtte modstanderen endnu engang hente bolden ud af eget net syv gange, da Brøndby var på besøg i hos FC Thy – ThistedQ.

Hjemmeholdet kom dog bedst fra start, da Rikke Dybdahl opfangede en bold, der fik lov til at passere mellem Linnea Svensson og Kamilla Karlsen i Brøndby-forsvaret. Alene med Katrine Abel i gæsternes mål svigtede angriberen ikke, og så stod den 1-0 til FC Thy – ThistedQ efter knap seks minutters spil.

Godt tre minutter senere svarede Brøndby igen, da Julie Tavlo Petersson med smed en aflevering op mod Nicoline Sørensen, der spurgtede forbi hjemmeholdets forsvar og lossede bolden i kassen til 1-1.

10 minutter senere var Brøndby-topscoreren endnu engang på pletten, da hun modtog bolden på midten af hjemmeholdes banehalvdel. Med et par hurtige træk satte hun sin oppasser og strøg ind i straffesparksfeltet, hvor hun fra en spids vinkel sendte bolden forbi Maja Bay Østergaard i Thisted-målet.

Kort efter blev det 3-1 til Brøndby, da Nanna Christiansen lagde bolden frem til Caroline Pleidrup, der var kommet med frem i feltet. Med venstrebenet lossede hun resolut til bolden, der strøg i mål uden chance for Maja Bay Østergaard.

Blot fire minutter senere kom Brøndby på 4-1, da Nicoline Sørensen fuldendte sit hattrick. Josefine Hasbo vandt bolden på midten af banen og sendte Nicoline Sørensen af sted. Hun løb fra tre modstandere, inden hun bankede bolden ind bag en chanceløs Maja Bay Østergaard.

Stærk første halvleg

FC Thy – ThistedQ havde svært ved at dæmme op for Brøndbys offensiv. Gæsterne vadede i chancer, og efter en halv times spil gjorde anfører Louise Winter det til 5-1, da hun fra omkring 25 meters afstand bankede bolden op i modsatte målhjørne med venstrepoten.

Minuttet senere ville Brøndbys Frederikke Lindhardt også være med i målfesten. Hun modtog en lang bold fra Louise Ringsing og afdriblede Maja Bay Østergaard i hjememholdets mål og sendte bolden i kassen til 6-1 til Brøndby, der fik scoret endnu engang inden pausen.

Efter et par kombinationer uden for hjemmeholdets straffesparksfelt lobbede Frederikke Lindhardt bolden i kassen fra kanten af feltet et minut før pausefløjtet.

Brøndby havde flere muligheder for at udbygge føringen efter pausen. Gæsterne fik dog ikke scoret flere end de syv mål. Til gengæld fik FC Thy – ThistedQ pyntet på resultatet fem minutter før dommerens sidste fløjt.

Cheftræner Per Nielsen var yderst tilfreds med resultatet, og især indsatsen før pausen.

– Det er godt med noget selvtillid, og vi spiller rigtig flot i første halvleg og er glade for de tre point, siger han til Folkebladet.

Suveræne skotter venter

Med sejren på 7-2 rykker Per Nielsen og Brøndby-kvinderne forbi Fortuna Hjørring i tabellen. Sidste års sølvvindere tabte hjemme med 1-2 til ligaens tophold fra Farum BK / FC Nordsjælland, der nu er ét point foran Brøndby.

Onsdag møder de danske mestre Glasgow City FC fra Skotland, og her kommer Brøndby på en hård opgave mod et hold, der er vant til at vinde fodboldkampe.
Skotterne ligger suverænt nunmmer et i den hjemlige liga med 16 sejre i lige så mange kampe.

– De fører deres række suverænt, og de scorer mange mål, så det bliver en udfordring, siger Per Nielsen.

Han var søndag i Glasgow, hvor Brøndbys kommende mostander slog rivalerne fra Rangers FC med 4-1 den skotske pokalturnering.

– De spiller britisk med en masse fysik, så vi vil blive udfordret på nogle parametre, som vi ikke er vant til i dagligdagen, fortæller Per Nielsen til Folkebladet.

Han vurderer, at de danske er godt forberedt på skotterne.

– Vi har altid en ambition om at gå ud og spille vores eget spil, og det tror jeg også er nøglen til succes i de to kampe her, siger han.

Den vurdering deler Louise Ringsing, der fredag var ude at dele bolde ud på skolerne i Brøndby og Glostrup.

– Skotland er jo kendt for store, fysisk stærke spillere, der gerne vil gå til den. Så vi skal være klar i begge felter, hvis vi skal videre, siger Louise Ringsing

Hun håber, at Brøndby Stadion bliver fyldt på onsdag, når hun og holdkammeraterne tager imod Glasgow City FC.

– Kampen er jo over fire halvlege, så vi jagter et godt resultat på hjemmebane. Der kan vi godt bruge støtten fra de mange tilskuere til at hjælpe os frem ad banen, og måske til et mål eller to, fortæller hun til Folkebladet.

Louise Ringsing håber på mange tilskuere på Brøndby Stadion til kampen mod Glasgow City FC i UEFA Women’s Champions League. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top