Maj Buch er Glostrups nye kommunaldirektør
Kommunaldirektør.jpg
Maj Buch er ny kommunaldirektør i Glostrup Kommune. Foto: Glostrup Kommune
GLOSTRUP. 1. august stoppede den tidligere kommunaldirektør, Morten Winge. På kommunalbestyrelsens møde i oktober blev det vedtaget, at afløseren bliver Maj Buch

Det bliver den 50-årige vicekommunaldirektør i Sorø Kommune, Maj Buch, der 1. december overtager jobbet som kommunaldirektør i Glostrup.
– Med ansættelsen af Maj Buch får vi en stærk profil med en bred erfaring fra de store velfærdsområder og en solid kompetence inden for økonomistyring. Maj passer godt til Glostrup, og jeg er sikker på, at hun bliver en meget kompetent øverste leder af vores organisation. Jeg glæder mig – sammen med hele kommunalbestyrelsen – til samarbejdet med vores nye anfører på holdet, siger borgmester John Engelhardt.

Bred erfaring
Maj Buch er cand.polit. fra Københavns Universitet. Hun har mange års erfaring som topchef, blandt andet afdelingschef i KMD Konsulentservice, økonomichef og senere direktør i Greve Kommune og fra 2017 vicekommunaldirektør i Sorø Kommune med ansvar for Børn og Familier, Social og Sundhed, Arbejdsmarked og Borgerservice samt Byråd og Kultur.
– Jeg glæder mig rigtig meget til den 1. december. Glostrup er en attraktiv Kommune med en særlig position som trafikalt knudepunkt, der yderligere forstærkes med den kommende letbane. Erhvervslivet har altid stået stærkt, og der er mange aktive borgere i kultur og fritidslivet. Det giver Glostrup nogle helt særlige muligheder for en fortsat udvikling, som jeg ser frem til at virkeliggøre sammen med resten af holdet, siger Glostrups nye kommunaldirektør Maj Buch.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top