Nyt Europa-eventyr for Brøndby
2019-09-26_at_19-47-57_DSC_8719x.jpg

Foto: Robert Hendel

Nicoline Sørensen (til venstre) scorede i torsdagens kamp mod de svenske mestre fra Piteå IF. Kampen endte 1-1, og dermed går Brøndby IF videre med en samlet sejr på 2-1. Foto: Robert Hendel
SPORT. Fodboldkvinderne fra Brøndby er klar til ottendedelsfinalen i årets Champions League efter en samlet sejr over de svenske mestre fra Piteå IF

Brøndbys fodboldkvinder er blandt de 16 bedste hold i Europa.

Torsdag aften blev de svenske mestre fra Piteå IF ekspederet ud af Brøndbys danske mestre i sekstendedelsfinalerne i årets Champions League.

Brøndby havde et godt udgangspunkt forud for torsdagens kamp, da det første opgør i Piteå endte med en sejr på 1-0, selvom holdet var under et massivt pres.

Derfor kunne de danske mestre nøjes med uafgjort for at gå videre til ottendedelsfinalen i den prestigefyldte turnering.

Svenskerne fortsatte det hårde, fysiske pres i begyndelsen af returkampen, og efter 13 minutter måtte Katrine Abel i Brøndby-målet ud i strakt arm helt oppe i venstre hjørne for at forhindre en tidlig scoring til udeholdet.

Det var det tætteste, de svenske mestre kom på et forsøg inden for rammen i første halvleg, hvor Brøndby gradvist fik bedre fat i spillet. Det blev dog ikke til de store chancer, og ved pausen stod der stadigvæk 0-0.

I anden halvleg fortsatte Piteå IF med at presse på, men Brøndby-holdet stod godt defensivt og fik flere gode muligheder fremad banen.

Det gav bonus efter 72 minutters spil, da Mille Gejl Jensen fandt en helt fri Nicoline Sørensen, som via Piteå-keeperen Cajsa Andersson gik i mål til 1-0 til Brøndby.

Spænding i slutfasen

Scoringen fik gæsterne længere frem på banen, og det gav flere store muligheder til Brøndby, men det lykkedes ikke hjemmeholdet at lukke kampen.

I stedet kom der lidt spænding ind i kampen to minutter før tid, da et hjørnespark sejlede ind i feltet. Brøndbys Kamilla Karlsen fik hovedet på bolden, der lige akkurat passerede målstregen, inden Louise Winter sparkede den væk.

Hvad der egentligt skete i forbindelse målet, er svært at vurdere, selv ud fra tv-billederne. UEFA har efterfølgende noteret Brøndbys målmand Katrine Abel for selvmålet. Hun har dog selv svært ved at sætte ord på, hvad der egentligt skete.

– Jeg tror, at den ryger over hovedet på en, der hopper op for at heade, og så rammer den en, ryger ind over stregen, én clearer den. Den er inde, så det er fair nok, at de får deres mål, sagde hun til Folkebladet efter kampen.

Målet betød, at Piteå med en scoring mere ville gå videre på reglen om flest scorede udebanemål. Det ville de danske mestre dog ikke tillade, og da dommeren efter seks minutters tillægstid fløjtede kampen af, kunne Brøndby-spillerne bryde ud i jubel.

Med 1-1 går Brøndby går videre til ottendedelsfinalen med en samlet sejr på 2-1 over de svenske mestre.

Fra bænken kunne cheftræner Per Nielsen se til, hvordan hans hold flot kæmpede imod et fysisk stærkt hold ved at spille klogt.

– Det er svært ikke at være tilfreds. Det blev præcis, som vi havde forberedt. Vi kendte dem godt og havde læst dem godt. Vi vidste derfor, hvad de ville komme med, siger Per Nielsen.

Cheftræneren roser sit hold for at spille kampen på egne præmisser.

– Vi kom til at spille lidt mere fodbold, og vi vidste, hvor vi kunne ramme dem. Havde vi været lidt skarpere, så tror jeg også, at vi havde vundet kampen, siger han.

Mille Gejl Jensen lagde op til målet til 1-0, da Brøndby slog de svenske mestre fra Piteå IF ud af kvindernes Champions League. Foto: Robert Hendel

Vandt den fysiske duel

I det første opgør var Brøndby fysisk overmatchet. I torsdagens returkamp lykkedes det bedre at få spillet langs jorden til at glide.

Det vurderer Nicoline Sørensen, der scorede begge Brøndbys mål i de to opgør.

– De har måske et overtag i chancer set over de to kampe, men jeg synes også, at vi viser, at vi er skarpe. Vi lader os ikke slå ud af, at vi ikke er så dominerende, siger målscoreren.

Hun er enig med sin træner i, at Brøndby-kvinderne i returkampen havde læst de svenske modstandere.

– Jeg synes, at vi har styr på dem. Nu vidste vi lidt mere, hvad de kom med. Det var vi måske ikke helt klar over i den første kamp. I dag er vi i kontrol, og i bund og grund blev de jo aldrig rigtigt farlige, siger hun.

Ifølge Nicoline Sørensen vandt Brøndby også den fysiske duel i kampen, og det gav plads til at spille bolden langs jorden.

– De er et hold, der lever at spille fysisk og med lange bolde, og vi er et hold, der lever af at spille fin fodbold. De to ting kan godt komme lidt i karambolage med hinanden. I dag viser vi dog, at vi er gode til at håndtere deres pres og være mere på bolden, lyder det fra målscoreren, der også har store roser til defensiven.

– Vi har et helt nyt forsvar, og det kan man ikke se i de to kampe. Vi stepper op og holder dem fra chancer, og så scorer vi på vores egne, siger Nicoline Sørensen.

Atypisk redning

Katrine Abel i Brøndby-målet blev flere gange prøvet af i det første opgør i Sverige, hvor hun diskede op med adskillige store redninger.

Returkampen på stadion blev langt mere stille for Brøndby-keeperen.

– Vi spiller rigtig flot i perioder og har meget større del i den her kamp, end vi havde i Sverige for et par uger siden, siger Katrine Abel og tilføjer:

– Jeg synes bare, at de unge piger virkelig stepper op. Vi er ikke vant til at spille de her kampe, hvor vi er presset i bund, men det gør vi i dag. Og vi afviser dem gang på gang.

En enkelt gang i opgøret torsdag aften måtte Katrine Abel ud i fuld længde for at forhindre en tidlig Piteå-scoring. Ifølge hovedpersonen selv var det en ret atypisk redning for hende.

– Mine holdkammerater driller mig lidt med, at det er sjældent, jeg har redninger over hoftehøjde. Så det var da stort at have sådan en – og også at få den på film på et eller andet tidspunkt, siger hun.

Brøndby var seedet, da der mandag eftermiddag blev trukket lod til ottendedelsfinalerne i kvindernes Champions League. Her kom skotske Glasgow City FC op af bowlen som de danske mestres kommende modstander i mesterholdenes turnering. I Skotland fører Glasgow City FC suverænt ligaen med maksimumpoint efter 16 kampe.

Den første kamp Glasgow City FC bliver spillet den 16./17. oktober, mens returkampen finder sted to uger senere den 30./31. oktober.

Nanna Christiansen og Brøndby slog torsdag aften de svenske mestre fra Piteå IF ud af kvindernes Champions League. Foto: Robert Hendel

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top