Skoleleder: Udviklingen går den rigtige vej på Vestervang
Yasar.jpg
Yasar Cakmak er afdelingsleder på Vestervang. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Det går den rigtige vej på Vestervang, hvor eleverne sidste sommer kom ud med bedre resultater end de seneste to år, der ellers har betydet, at skolen kom under tilsyn

Netop nu er forældre til børn i Glostrup ved at beslutte sig for, hvilken afdeling af Glostrup Skole, de ønsker for deres børn. De seneste år har skolen været udfordret af, at for få forældre har ønsket Vestervang. Glostrup Skoles leder, Yasar Cakmak, der har fungeret som afdelingsskoleleder på Vestervang siden januar, håber, at udviklingen vil vende i år – og glædes over at det går den rigtige vej for skolen.
– På mange områder går det den rigtige vej. Jeg vil ikke tegne et glansbillede, hvis det ikke er virkeligheden. Man skal være ydmyg og åben omkring udfordringerne, men også fortælle, når det går den rigtige vej, og der sker noget på Vestervang, som bevæger sig i den rigtige retning, siger han.
Vestervangs udfordringer blev åbenbare for halvandet år siden, da en kvalitetsrapport til kommunalbestyrelsen viste, at eleverne fra Vestervang i sommeren 2017 endte med et snit på 4,4. Samtidig endte over en tredjedel af eleverne med et snit under 2 i dansk og matematik, hvilket betyder, at de ikke kan starte på en ungdomsuddannelse.
I 2018 gik det lidt frem, her endte snittet for eleverne på Vestervang på 4,8. Til denne sommers afgangsprøve gik det rigtig fint, her endte snittet på 6,1 og det var under en tiendedel, der ikke har adgang til en ungdomsuddannelse.
– En fremgang på 1,3 karakterpoint er en meget flot fremgang, siger Yasar Cakmak.

Fokus på faglighed
Vestervang har tidligere haft gode resultater, der så har svinget til den dårlige side. Men Yasar Cakmak håber, at skolen nu er inde i en positiv udvikling og opadgående kurve.
– Der vil altid være svingende resultater på en skole, spørgsmålet er, om de svinger opad eller jævnt, siger han og tegner to kurver på en tavle.
Den ene svinger op og ned efter princippet et skridt frem og et tilbage, altså trampe på stedet. Den anden svinger også, men her går det mere opad end ned efter princippet to skridt frem og et tilbage.
– Vi skal over på den her kurve, siger Yasar Cakmak og peger på den sidste.
For at komme der har skolen sat fokus på faglighed bl.a. via det han kalder årgangskonferencer.
– Jeg sidder sammen med afdelingslederen, vores dygtige læsevejledere og årgangsteamet, og så gennemgår vi resultater på elev-, klasse- og årgangsniveau. Hvordan står det til med klassen sociale liv og trivsel, den faglige udvikling. Hvad siger test- og prøveresultaterne. Hvordan kan vi skabe udvikling hos børnene. Når vi siger, vi har fokus på faglighed og trivsel, så skal det ikke være bare ord på første skoledag. Vi skal have fokus på det også i vores daglige praksis. Så ved jeg godt, det kan tage tid, fra vi sætter nogle tiltag i gang eller vælger at arbejde på en anden måde, til det begynder at slå igennem, siger han.

Bedre stemning
For fire år siden kunne vi her i Folkebladet beskrive den dårlige stemning på Vestervang med interviews med tidligere lærere, der fortalte om et dårligt forhold mellem ledelse og lærere. Der er en anden optimisme og stemning på skolen nu, siger Yasar Cakmak.
– Vi er faktisk begyndt at få nogle af de tidligere medarbejdere tilbage. Det må være udtryk for en positiv og optimistisk stemning på stedet. Det er sådan, at nuværende medarbejdere har prikket til de tidligere medarbejdere og opfordret dem til at komme tilbage. Jeg mener, at den bedste anbefaling, det er medarbejdere, der anbefaler andre at søge på deres arbejdsplads. Det betyder, du er glad for at være der og stolt af din arbejdsplads, siger han.
Blandt eleverne er der sjældent store udsving i trivselsmålinger, på Vestervang har de konsekvent ligget på niveau med landsgennemsnittet. Forældretilfredshedsundersøgelserne på Vestervang har tilgengæld været under gennemsnittet, men den seneste undersøgelse fra foråret viser, at det også her går fremad.

Under tilsyn
De dårlige resultater to år i træk betød, at Vestervang kom under tilsyn fra Undervisningsministeriet, hvilket BT beskrev denne sommer i en artikel, der blev delt blandt forældre i Glostrup.
– Der er fem kriterier for, at skoler kan komme under tilsyn. Afgangsprøve karakterer, trivselsundersøgelser, nationale test, overgangsfrekvens til ungdomsuddannelser og skolens evne til at løfte eleverne. Vestervang blev udtaget til tilsyn, fordi man to år i træk underpræsterede i tre ud af fire bundne prøvefag, siger Yasar Cakmak.
Det er vigtigt for ham at sige, at udviklingen er begyndt at vende den rigtige vej.
– Det er en situation, der ligger lidt tid tilbage, der kan være forskellige grunde til, at det var sådan, og der er ikke nogen grund til at prøve at bortforklare det. Vi skal tage ansvar for, at det ikke gentager sig. Jeg forventer, at den fremgang, vi har haft i år, fører til, at skolen bliver taget af listen, siger han.

Bliver idrætsskole
Til næste år bliver Vestervang profilskole med fokus på sundhed, sport og e-sport. Lige nu er skolen ved at forberede, hvordan det skal fungere.
– Vi har nedsat en gruppe bestående af lærere, pædagoger og ledelse, der skal udvikle skolens nye profil. Når vi taler sundhed, sport og e-sport, hvad skal indholdet så være? Vi har også møder med eksterne samarbejdspartnere, siger Yasar Cakmak.
Han løfter lidt af sløret for sine egne tanker omkring profilen.
– I min verden handler sundhed ikke bare om fraværet af sygdom, men også om livskvalitet. Sundhed har en social slagside. Det er vigtigt at bruge det brede sundhedsbegreb, som er defineret af WHO. Det skal præge undervisningen fra 0. klasse og gennem hele skoleforløbet, siger han.
Han har også nogle ideer til, hvordan man kan gøre i praksis.
– Vi vil gerne gentænke skolens fysiske rammer. Siden tidernes morgen har man skullet gå stille og pænt på gangene. Når vi har sådan nogle lange brede gange, hvorfor kan man så ikke dele gangen op i en gåzone og en løbezone? Lave en indretning på hele skolen, der på en naturlig måde inviterer til nysgerrighed og bevægelse, siger han.
Netop nu er politikerne ved at lægge sidste hånd på en budgetaftale, den ser Yasar Cakmak frem til.
– Jeg er meget spændt på, hvor mange midler man vil afsætte til det. Jeg håber, der bliver afsat midler til kompetenceudvikling. Jeg tænker ikke bare at sende folk på nogle timers kursus, men praksisnær kompetenceudvikling, hvor noget af det foregår i klasselokalet, hvor en ekspert er med og kan give feedback, siger han.

FAKTA
Bundne prøvefag

Efter 9. klasse skal eleverne i folkeskolen til afgangsprøve.
Der er otte bundne prøver og nogle fag, der kan trækkes ved lodtrækning. Når man skal sammenligne resultater på tværs af landet og årgange, kigger man normalt på resultaterne i de bundne fag, da man så kan sammenligne på helt samme grundlag.
Der er fire prøver i dansk – retskrivning, læsning, skriftlig fremstilling og mundtligt, to prøver i matematik – med og uden hjælpemidler, en prøve i mundtlig engelsk og en fælles prøve i fysik/kemi, biologi og geografi.
FAKTA
Sådan fungerer indskrivningen

Den 1. oktober var alle forældre til kommende skolebørn inviteret til møde på Vestervang. Her fik de information om skolestarten, for eksempel om tidlig start i SFO og fordelingen af børn. I sidste uge og i denne uge er der åbent hus på afdelingerne.
Kommunalbestyrelsen vedtager onsdag, hvordan klasserne skal fordeles mellem afdelingerne. Det er forventningen, at der skal oprettes 12 0. klasser til næste år med højest 22 elever i hver klasse. Når fordelingen af 0. klasserne er vedtaget, er den endelig. Er der flere ønsker til en afdeling end pladser, vil nogle børn blive henvist til en anden afdeling.

2 kommentarer om “Skoleleder: Udviklingen går den rigtige vej på Vestervang”

  1. Marianne Gravesen siger:

    Min søn var utrolig glad for 10 kl på skolen det gav ham et spark i den rigtige retning og tak for det .Mine varme anbefalinger .

  2. Annette Normind Thomsen siger:

    Min søn har lige afsluttet 9. klasse på Vestervangskolen og med et rigtig fint resultat. Han har gået på Vestervangskolen fra 0.-9. klasse, og han har haft en super god skolegang. Der har da også været nogle udfordringer undervejs, men de er blevet løst på bedste vis. – Glostrup Skole, afd. Vestervang kan varmt anbefales.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top