Vinder pris for at redde liv
2600-pris.jpg
Mogens Mathiesen er den første, der modtager 2600-prisen to gange. Foto: Jesper Ernst Henriksen
GLOSTRUP. Mogens Mathiesen er den første, der vinder 2600-prisen for anden gang. Denne gang får han prisen for sin støtte som bisidder til familier til børn med udfordringer

Onsdag aften blev 2600-prisen uddelt igen. Som altid var det en overraskelse for modtageren, da Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank kom forbi med prisen. Denne gang var det dog en modtager, der havde prøvet det før.

– Kære Mogens, så står vi her igen. Jeg kan lige så godt sige det med det samme, du skriver i dag historie med 2600-prisen, da det er første gang, at den bliver uddelt til en tidligere prismodtager, sagde hun henvendt til Mogens Mathiesen.

Han vandt også prisen for 2,5 år siden, hvor bestyrelsen i Unge for Ligeværd havde indstillet ham for hans arbejde i den forening.

Har reddet mit liv

Denne gang var det en enkeltperson, der havde indstillet ham, for det arbejde han havde gjort, for at hjælpe hende med at få den rigtige hjælp til sin datters udfordringer.

– Jeg skylder Mogens mit liv. Jeg var gået fuldstændig ned psykisk på grund af diverse kampe med kommunen, da jeg har et barn med udfordringer. Jeg fik telefonnummeret på Mogens, men ventede en måned med at ringe, da jeg lige skulle tage mod til at ringe til en fremmede og bede om hjælp. Mogens var utrolig imødekommende og ville gerne hjælpe. Mogens har nu hjulpet os i næsten 10 år. Han tager frivilligt med til alle møder ved kommunen for at støtte og vejlede min datter og mig. Uden Mogens havde jeg ikke kunne holde fast i livet. Mogens er en engel, skrev Marianne Svendsen i sin indstilling.

Give noget tilbage

Mogens Mathiesen var selvfølgelig selv meget rørt over at få 2600-prisen igen.

– Jeg er vildt overrasket. Det havde jeg ikke drømt om, men jeg er selvfølgelig glad og beæret, især fordi indstillingen kommer fra en af de cirka 50 familier, jeg har hjulpet, sagde han.

Men indstilleren, Marianne Svendsen, var mindst lige så glad.

– Jeg er super glad. Jeg har bare modtaget og modtaget af hjælp fra Mogens, uden at kunne give noget igen, det kan jeg nu ved at indstille ham til prisen, sagde hun efterfølgende.

Det betyder meget for hende og hendes møder med Glostrup Kommune at have hjælp fra Mogens Mathiesen.

– Han er med til at få sagsbehandlerne til at få øjnene op for problemstillingerne med min datter. Men han er også med til at få mig ned på jorden, når jeg er til møde med sagsbehandlerne. Nogle gange bliver jeg så vred, at jeg er nødt til at gå, så kan han klarer mødet imens, siger hun.

Henvend jer bare

I januar i år fyldte Mogens Mathiesen 70 år. I den forbindelse sagde han i et interview her i Folkebladet, at forældre til børn og unge med diagnoser, der har svært ved at finde vej gennem det kommunale system, kan henvende sig til ham, så han kan hjælpe dem som bisidder.

– Jeg synes, jeg kan gøre en forskel. Jeg kan gøre, at der kommer en god dialog mellem de unge og kommunen. Det kan være svært. Hvis man er over 18 år kan man have mange forskellige sagsbehandlere, der skal hjælpe med forskellige ting, men alle skal sættes ind i den unges situation. Det ville være nemmere for de unge, hvis de kun havde en sagsbehandler, sagde han.

Marianne Svendsen opfordrer også folk til at henvende sig til Mogens Mathiesen.

– Jeg er med i flere grupper på Facebook, hvor jeg henviser folk til at tage kontakt til Ligeværd eller til Mogens, hvis det er nogle her fra Glostrup. Der er mange, der har brug for hjælp, siger hun.

Familier, der har brug for hjælp, kan kontakte Mogens Mathiesen på Mogens@ligevaerd.dk eller telefon 24 21 34 75.

2600-prisen
  • Formålet med 2600-prisen er at sætte fokus på og belønne gode gerninger i Glostrup, Brøndby og Vallensbæk. Hvert kvartal tildeler Arbejdernes Landsbank 2600-prisen til de personer, der selv eller i kraft af en organisation/klub har gjort en særlig forskel for byen og/eller byens borgere.
  • Kender du en ildsjæl, der fortjener at blive hyldet, så send din indstilling inklusiv din begrundelse via mail til 2600prisen@al-bank.dk. Med prisen følger – foruden æren – et diplom og 2.600 kroner. Dommerkomitéen består af Anette Meier fra Arbejdernes Landsbank, Mette Hviid Togsverd fra Folkebladet og Trine Louise Lehmann fra Glostrup Kommune. Husk at prisen er en overraskelse, så lad være med at sige noget til personen, du indstiller.
  • Skriv et svar

    Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

    Top