25-årig skuddræbt i Brøndby Strand
drab.jpg
Politiet arbejdede blandt andet med hunde lørdag i Brøndby Strand. Foto: Presse-fotos.dk
BRØNDBY. En 25-årig mand blev skudt natten til lørdag i Brøndby Strand. Politiet mener, at der er tale om et opgør i det kriminelle miljø

Lidt efter klokken 7 lørdag morgen anmeldte en hundelufter et fund af en livløs mand på det grønne område bag Langbjerg i Brøndby Strand.
Der blev sendt politi og læge til stedet, der officielt erklærede manden for død. Han blev identificeret kort tid efter, og de pårørende blev underrettet.
Efterforskning og retsmedicinske undersøgelser på stedet lørdag viste, at der var tale om en 25-årig mand, som var ramt af skud.
Et præcist gerningstidspunkt er endnu ikke fastlagt. Indtil videre er vurderingen, at skudepisoden fandt sted på et tidspunkt mellem fredag aften cirka kl. 18 og lørdag morgen.
– Vi efterforsker sagen som drab, indsamler aktuelt alle informationer og hører meget gerne fra vidner, som måtte have set eller hørt noget mistænkeligt i området ved Tybjergparken og Strandesplanaden i relation til hændelsen, siger vicepolitiinspektør Peter Malmose, Københavns Vestegns Politi i en pressemeddelelse.
Han tilføjer, at noget tyder på et opgør i et kriminelt miljø, men understreger, at efterforskningen er i sin første fase, og at det er for tidligt at konkludere noget endeligt om motiver.
Vidner kan henvende sig til lokalpolitiet i området eller ringe døgnet rundt på telefon 4386 1448.
Københavns Vestegns Politi kommenterer ikke efterforskningen yderligere på nuværende tidspunkt men udsender nyt, så snart flere detaljer kan frigives.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top