Afstand til motorvejen får betydning for ejendomsvurderingen
debat.jpg
DEBAT. Af Erik Kærgaard Kristensen, Formand for foreningen Nej til Trafikstøj, Selsøvej 58, 2665 Vallensbæk Strand

I sit læserbrev fra den 29. oktober lovpriser borgmesteren i Vallensbæk den planlagte højhusbebyggelse langs Køge Bugt Motorvejen i Vallensbæk, idet han postulerer, at luftforureningen på den beliggenhed ikke er værre end i kommunen generelt.
Det synspunkt står han vist alene med, for al forskning viser det stik modsatte. Jo tættere på motorvejen boligen ligger, jo større er koncentration af farlige partikler i luften. Derfor kalder WHO luftforurening for den ’stille dræber’, fordi dens mange skadevirkninger ofte ikke tilskrives giftig luft. Luftforureningen har konsekvenser for lungerne, hjertet, hjernen, fordøjelsen, reproduktionsevnen, fostre og børn. Men vi ved jo, at den saglige dagsorden slet ikke er borgmesterens.
Det er derfor med stor tilfredshed, at vi konstaterer, at den nye ejendomsvurderingsmodel netop har ’afstanden til motorvejen’ som et af kriterierne for vurdering af fast ejendom. Borgerne på Vestegnen bør ikke både lide under støj og luftforurening samt betale fulde ejendomsskatter. Vi har i den forbindelse haft held til at påvirke processen i Folketingets skatteudvalg, fordi vi fra øvrigt planlægningsarbejde havde input til, hvordan Skat kunne bruge de offentlige registre i denne sammenhæng.
Vi står i øvrigt helt uforstående over for borgmesterens holdning i forhold til trafikstøj og luftforurening. Den ene dag beskriver han harmdirrende de farlige konsekvenser, for den næste at fremme byggeri af sundhedsfarlige boliger på den mest støj- og luftforurenede beliggenhed i Danmark.
Det hænger jo ikke sammen, og det skader Vallensbæk. Ligesom i øvrigt borgmesterens måde at debattere på, hvor vi oplever, at han ’vender folks synspunkter på hovedet’ i stedet for at tage debatten alvorligt. Eller svarer i øst, når man spørger i vest. Borgmesteren skader den fri debat og det lokale demokrati. Han fremmer simpelthen politikerleden.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top