Fire unge anholdt for grov vold og røveri
2019-10-26_at_20-54-05__DSC0759x-e1575013772601.jpg

Foto: Robert Hendel

I sidste uge anholdt Københavns Vestegns Politi fire mistænkte i en sag om grov vold og røveri. Foto: Robert Hendel (arkiv)
BRØNDBY. København Vestegns Politi indledte i torsdags en anholdelsesaktion mod en gruppe unge, som er mistænkt i en sag om grov vold og røveri – samtidig efterlyser politiet et specifikt vidne i forbindelse med sagen

Natten til lørdag den 26. oktober cirka klokken 03.15 blev en 42-årig mand overfaldet ved Brøndby Strand Station af fire unge mænd. I sidste uge anholdt Københavns Vestegns Politi fire mistænkte. En blev anholdt i onsdags, og de tre øvrige blev anholdt på flere forskellige adresser i Brøndby Strand torsdag morgen.

Op til overfaldet var den 42-årige mand blevet chikaneret og truet af en gruppe unge mænd, da han var på vej hjem i S-toget. Den 42-årige valgte at stå af på Brøndby Strand Station for at slippe væk. De unge mænd steg imidlertid også af toget og kort efter blev den 42-årige overfaldet af gruppen på en parkeringsplads umiddelbart syd for stationen. Her blev han udsat for slag og spark, og hans jakke, bukser, sko samt mobiltelefon, nøgler og diverse kort blev røvet. Under overfaldet fik den 42-årige brud på næsen og kæben.

– Jeg er meget tilfreds med, at det er lykkedes at anholde de fire unge efter flere ugers efterforskning. De er mistænkt for groft overfald og røveri, siger politikommissær Andreas Mollerup.

De fire mistænkte blev torsdag fremstillet i grundlovsforhør, hvor en dommer vurderede, at der var grundlag for at fængsle dem i fire uger.

Søger specifikt vidne

Ifølge politiets efterforskning så talte voldsofret med en anden mand umiddelbart før overfaldet på Brøndby Strand Station. Der er tale om en mand, der stod på S-toget Linje A på Nørreport Station og også steg af på Brøndby Strand Station. På vej ned ad trappen på Brøndby Strand Station, fik han kastet indholdet af en øl eller lignende i hovedet.

Dette vidne beskrives som en mand, cirka 40 år gammel og almindelig af bygning. Hans frisure var enten skaldet eller karseklippet, han havde kortklippet fuldskæg eller skægstubbe, og han var iført halvlang grå frakke og havde en brun taske samt sorte høretelefoner.

– Denne mand vil vi meget gerne i kontakt med, da han kan have centrale oplysninger i sagen, siger politikommissær Andreas Mollerup fra Københavns Vestegns Politi.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top