Fuldt hus i fægteklubben til Condis Kårdecup
Kårdecup2019_GlostrupFægteklub.jpg
Der var masser af liv i Nordvanghallen til årets sidste Kårdecup. Foto: Glostrup Fægteklub
SPORT. Glostrup Fægteklub var vært for årets sidste kårdecup, hvor de fik en præmie for at være den klub, der har stillet flest deltager til cupperne

Nordvanghallen summede lørdag den 2. november af fægtere, familie og frivillige, samt lyden af klinger der ramte hinanden og apparater, som melder touche med karakteristiske bip, når fægterne bliver ramt. Her blev årets sidste kårdecup nemlig afholdt.
Condis Kårdecupper er Østdanmarks regionale stævneserie for kårdefægtere i alle aldre. Cupperne afholdes seks gange årligt rundt omkring i de sjællandske klubber, og der samles point ved hver afdeling. Det var årets sjette og sidste afdeling, der blev afholdt i Glostrup Fægteklub. Her var mere end 100 fægtere på pistene i løbet af dagen, og den samlede stilling blev afgjort.
68 børn og unge deltog i kids cuppen med flot fægtning i alle aldersklasserne. Traditionen tro var årets sidste afdeling en sand gaveregn med præmier til alle de unge fægtere. Kids cuppen blev vundet af en af Glostrups egne fægtere, Natalja Stiller.
I eftermiddagens senior cup stillede 44 fægtere til start, og også her blev der budt på en masse spændende kampe. Igen var Glostrup Fægteklub flot repræsenteret med Martin Jensen på en samlet 2. plads og Zarina Stiller som bedst placerede dame på en samlet 3. plads.
Rigtig mange fægtere fra Glostrup Fægteklub har været med til Condis Kårdecupper rundt omkring på Sjælland i årets løb, og for tredje år i træk vandt Glostrup Fægteklub derfor klubkonkurrence for flest deltagere i cupperne. Med æren fulgte et diplom og 3.000 kroner til nyt udstyr i klubben.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top