Kirkebjerg Parkvej får mere fortov og cykelsti
Kirkebjerg-parkvej.jpg
Kent Magelund, borgmester og Kim Mundberg, projektleder, anlægsgartner Gottlieb A/S. Foto: Brøndby Kommune
BRØNDBY OG GLOSTRUP Nu bliver det snart mere behageligt og sikkert at færdes på størstedelen af Kirkebjerg Parkvej på cykel og til fods. Om et år vil næsten hele vejen nemlig have fortov og cykelsti i begge sider

I løbet af de næste 10-15 år transformeres Kirkebjerg, der i dag er et traditionelt erhvervsområde i Brøndby, til en ny, levende bydel med grønne arealer og cirka 2.000 boliger.
Brøndby Kommune er nu klar til den næste store etape, der også er startskuddet for de kommende boligbyggerier, som indrammer Kirkebjerg. Man er nemlig klar til at udvide Kirkebjerg Parkvej med fortove og cykelsti op til kommunegrænsen ved Glostrup. Dermed færdiggøres det arbejde, der blev påbegyndt med udbygning af vejen op mod Kirkebjerg Bydelscenter i 2016.
Anlægsgartner Gottlieb A/S skal være entreprenør på anlægsarbejdet, der går i gang i løbet af november 2019 og forventes afsluttet ved udgangen af 2020.
– Med dette anlægsarbejde kommer vi endnu et skridt tættere på Kirkebjerg som et nyt og attraktivt boligområde for dem, der ønsker at være tæt på byen. Og timingen for udbygningen af vejen og byfornyelsen er rigtig god, da tilflytningen til Brøndby Kommune er stigende, og der er stor efterspørgsel på byggegrunde og boliger, lyder det fra borgmester Kent Magelund.

En lille allé
Konkret vil man udvide den eksisterende vej med separat fortov og cykelsti i hver kørselsretning til glæde for de kommende borgere i området. Desuden bliver der plantet træer langs hele strækningen, der skal give vejen et allé-lignende præg. Enkelte steder etableres der mindre lommer til parkering langs vejen. Af hensyn til trafiksikkerhed bliver den eksisterende kørebane indsnævret.
– I Brøndby kommunalbestyrelse vil vi gerne vise, at området nu skifter status. Derfor skal Kirkebjerg Parkvej passe til det kommende boligområde og signalere andet end trafik med tunge lastbiler. Flere af grundejerne er ved at gøre klar til at kunne bygge de nye boliger, og det ser vi frem til, siger udvalgsformand for teknik og miljø Vagn Kjær-Hansen.
Kirkebjerg Parkvej vil være åben for trafik i anlægsperioden.
Projektet er blevet til i samarbejde mellem Brøndby Kommune og ingeniørfirmaet Niras.
Kirkebjerg Parkvej er speciel, da de nordligste cirka 100 meter hører til Glostrup Kommune. Kommunegrænsen løber dog på et stykke på cirka 50 meter ned lige gennem vejen, så der den vestlige side hører til Brøndby Kommune og den østlige side hører til Glostrup Kommune. Her har de to kommuner aftalt, at Brøndby Kommune anlægger fortov og cykelsti i begge sider af vejen, så det kommer til at se ens ud. Det vil dog stadig være Glostrup Kommune, der er ansvarlig for at rydde sne på fortov og cykelsti på sin side af vejen.
Cykelsti og fortov på de sidste 100 meter i Glostrup Kommune bliver først gjort færdigt, når byggeriet på begge sider af vejen er færdig, da der her er meget smalt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top