Ny plads til at være kreativ digitalt og analogt
Makerspace-indvielser-111119-033.jpg
Eleverne i de orange T-shirts var vejledere for skolens øvrige elever.
VALLENSBÆK. Vallensbæks tre skoler har fået makerspaces, hvor eleverne har mulighed for at være kreative og bygge deres idéer med alt fra ispinde til avanceret robotteknologi

I orange T-shirts går en gruppe børn rundt i de nye makerspaces på de tre skoler i Vallensbæk. Børnene i de orange T-shirts er superbrugere af de nye makerspaces, som blev åbnet mandag i forrige uge.
De viser skolernes øvrige elever rundt og viser dem hvordan tingene i makerspace fungerer.
En af superbrugerne er Rasmus S fra 6.d på Egholmskolen.
Han har tegnet et mønsker på et stykke papir, som en lille robot så skal finde rundt i.
– Man laver en bane ved at tegne nogle tykke streger. Så kan man give robotten forskellige ordrer ved at tegne en kode. Den her kode får den til at lave en tornado, siger han og peger på tre farvede felter i mønsteret.
Ganske rigtigt drejer robotten hurtigt om sig selv som en lille tornado, da den kommer frem til koden.
Andre koder kan få robotten til at vende om, til at køre hurtigere eller langsommere.
– Man kan også lave et pointsystem, så hvis den kører over en bestemt kode, så får man et point og hvis man kører over en anden kode, så mister man et point. Så laver man en counter (en tæller, red.), der tæller det hele sammen, forklarer Rasmus S.

Moderne kreativitet
Makerspacene er indrettet med gamle topografiske kort på væggene. Møblerne er genbrugsmøbler, der er fundet i skolernes kældre og malet eller simpelthen gamle paller, hvor der er blevet lagt nogle hynder på.
– Vi har lavet det efter et upcykling-princip, så det meste af indretningen er genbrug. Vi har prøvet at finde en kreativ og bæredygtig tilgang til, hvordan vi indretter rummet, siger Steen Liljegren, der er udviklingskonsulent på skoleområdet i Vallensbæk og har været med til at indrette makerspacene.
Blandt maskinerne i makerspacene er 3D printere, der kan printe, i for eksempel plastik, ud fra en model, som eleverne har tegnet i et computerprogram. Nogle har for eksempel printet en dommerfløjte, andre har printet en lille model af en middelalderborg.
Der er også forskellige censorer, minicomputere og robotter, som børnene kan programmere.
– Vi vil gerne uddanne eleverne til at kunne begå sig i fremtiden, med det 21. århundredes kompetencer og den digitale dannelse. For eksempel når vi går ind i Bilka, så åbner dørene, men hvordan det sker, hvad der ligger bagved, kan eleverne arbejde med, så det handler en del om teknologiforståelse, siger Martin Cramer, der er digital læringskonsulent og en af idémændene bag makerspace.
Makerspace er ikke kun teknologi og programmering. Det er i virkeligheden bare et moderne kreativt værksted, hvor der også er plads til at være kreativ helt analogt. Så der er også ispinde, limpistoler og paprør i makerspace.
– Det handler om at få en god idé som elev og så komme ind og lave en prototype, måske i ispinde, måske på 3D printeren eller måske med lasercut. Så du får den idé, du har inde i hovedet ud i virkeligheden lidt hurtigere, end man kunne tidligere, siger Martin Cramer.

Kan bruges i alle fag
Redskaberne og tekno­lo­gierne i makerspace kan inddrages i alle fag og tværfaglige undervisningsforløb.
Der kan produceres hjemmelavede brætspil til historie, laves logoer på laserskærer til arbejde med reklamer i dansk, eller der kan produceres 3D-modeller til fysik- og biologiundervisningen.
– Man kan lave nogle fysiske udtryk af det man lærer noget om. Det giver eleverne noget ekstra motivation, at de kan se, hvordan den tanke, de har inde i hovedet, vil se ud i virkeligheden. Det er rigtig vigtigt, at de lærer at arbejde i en designproces, hvor man masser af gange skal lave noget om, fordi det ikke virker, siger Steen Liljegren.
For Rasmus S har det været sjovt at være med til at indrettet et makerspace.
– Det har været sjovt at forklare de andre elever, der ikke har været med, hvordan tingene fungerer. Man er nødt til at vise det, ikke bare tale om det. Jeg har også lært, at hvis jeg laver en fejl, så kan jeg finde ud af, hvor fejlen er og så prøve at rette den, siger han.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top