Nyt Science Lab på Vallensbæk Skole
Science-Lab-1.jpg
Borgmester Rasmussen indviede det nye Science Lab på Vallensbæk Skole
VALLENSBÆK. Nye læringsmetoder stiller nye krav til de fysiske forhold på skolerne. Derfor har kommunalbestyrelsen afsat penge til Vallensbæk Skoles nye Science Lab, der blev indviet forleden

Undervisning er ikke som i gamle dage, og derfor skal de fysiske rammer også kunne noget helt andet for at understøtte spændende, relevant og sjov læring i naturfag.
Læringsmiljøerne på skolerne har stor betydning for, at eleverne trives og bliver så dygtige som muligt, og derfor har kommunalbestyrelsen vedtaget at etablere Science Lab, et særligt område til naturfag på Vallensbæk Skole, som blev indviet forleden.
– I Vallensbæk er vi optagede af, at vores unge kommer ud af folkeskolen med gode faglige færdigheder, men sandelig også med de relevante kompetencer til fremtidens arbejdsmarked. Det kræver, at vi giver dem rammer, hvor de kan lære undersøgende, eksperimenterende og innovativt, og det giver Science Lab gode muligheder for, siger borgmester Henrik Rasmussen.

De unge slog de voksne
To tidligere biologi- og fysiklokaler er blevet kraftigt moderniseret til fleksible og inspirerende læringsmiljøer, der kan rumme flere forskellige aktiviteter, fordi opsætningen nemt kan ændres alt efter aktiviteternes behov. Eftersom lærerne også løbende udvikler sig og inddrager nye tilgange og metoder, er fleksible læringsmiljøer nødvendige og desuden en god fremtidssikring af de fysiske rammer.
Til indvielsen af Science Lab onsdag sørgede 9.a fra Vallensbæk Skole og deres lærer Jakob for, at borgmester Henrik Rasmussen og udvalgsformand Morten Schou Jørgensen fik prøvet de moderne naturfagsmetoder på egen krop.
De blev kastet ud i at bygge en kuglebane af sugerør på et bord, og så konkurrere med eleverne om, hvem der kunne komme tættest på, at en glaskugle ville gennemføre banen på 30 sekunder.
Opgaven tager udgangspunkt i en såkaldt ”engineering-tilgang”, hvor man gennemgår forskellige faser fra idé over afprøvning og justering til konstruktion af den endelige løsning.
Selvom voksenholdet var tæt på, endte det alligevel med, at en af elevgrupperne løb med sejren, der blev fejret med chips og sodavand.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top