Succesfuldt jubilæum for Vallensbæk Amatør Teater
Foto-Finn-Hillmose-Slut-VT.jpg
Guldet dalede ned over skuespillerne efter den sidste forestilling. Foto: Finn Hillmose
VALLENSBÆK. I sidste uge spillede Vallensbæk Amatør Teater sin 25-års-revy i Egholmskolens Festsal. Efter premieren mandag overraskede borgmesteren med en tale og en gavecheck i anledning af jubilæet

Da klapsalverne endelig havde lagt sig efter en vellykket premiere på Vallensbæk Amatør Teaters jubilæumsforestilling mandag, vankede der en lille overraskelse. Borgmester Henrik Rasmussen havde overværet forestillingen, og bagefter kom han op på scenen og holdt en tale, hvor han glædede sig over, at en kommune af Vallensbæks størrelse kan have et amatørteater af så høj kvalitet.
Det lader sig selvfølgelig også kun gøre, fordi der gennem alle årene har været nogle glødende ildsjæle til at stå for alt fra replikker til markedsføring. Humoren har altid været en drivkraft i forestilling-erne, og de seneste år har teatret forfinet revy-genren og vundet flere priser – blandt andet for Danmarks bedste sketch.
– Det har altid været humoren, som har drevet jer, og vi morer os over jeres skøre påfund og sjove sketches, når vi ser jeres populære og velbesøgte revyer. At jeg selv og kommunen indimellem er ofre for jeres sjove indslag må vi jo tage med et ekstra stort grin, sagde han.
Borgmesteren sluttede af med at overrække teaterforeningen en gavecheck på 5.000 kroner, som nok skal få ben at gå på til kostumer, kulisser eller andre gode ting.
På den sidste aften var der endnu en overraskelse.
– Jeg havde en fantastisk oplevelse den sidste spilleaften. Medlemmerne i havde uden mit vidende arrangeret at ”trykke på guldknappen” under slutsangen. Guldstykkerne dalede ned over os alle, og jeg fik helt tårer i øjnene af glæde over det dejlige publikum, vi havde haft hele ugen. Alt har dog en ende, og det har været en stor oplevelse at ”fejre 25 års jubilæum på teatret. På gensyn til næste år, siger formand for Vallensbæk Amatør Teater, Anette Strini Stryhn.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top