Vallensbæk vil tættere på virksomhederne
Vallensbæk-Rådhus.jpg
Vallensbæk Kommune vil gerne i dialog med virksomhederne.
VALLENSBÆK. Eksperter og kommunale nøglepersoner mødes med lokale virksomheder, når Vallensbæk Kommune og Erhvervssammenslutningen inviterer til Virksomhedernes Dag

Borgmester i Vallensbæk, Henrik Rasmussen håber på stort fremmøde til arrangementet Virksomhedernes Dag den 12. november, hvor lokale virksomheder mødes med kommunale nøglepersoner og eksperter for at drøfte, hvordan de sammen kan skabe ny vækst og styrke beskæftigelsen.
– I Vallensbæk satser vi på vækst og ressourcestærke virksomheder, større indtjening og flere arbejdspladser. Vores lokale erhvervsliv trives allerede, og i kommunen søger vi hele tiden at lette og smidiggøre adgangen til vores service og sikre bedst mulige forhold for virksomhederne. Derfor vil vi gerne i endnu tættere dialog med det lokale erhvervsliv på Vestegnen, og det er baggrunden for arrangementet Virksomhedernes Dag, siger Henrik Rasmussen.
Han peger på, at kommunen i en række nye undersøgelser fra Dansk Byggeri og Dansk Industri ligger lunt på en række vigtige parametre for erhvervslivet, for eksempel når det gælder behandlingen af byggesager, transport og infrastruktur. Vallensbæk er kåret til kommunen med det bedste erhvervsklima på Sjælland – og bedst i landet, når det gælder samarbejdet mellem virksomheder og skoler.
– Vi arbejder målrettet med de unge for at give dem nogle af de kompetencer, som virksomhederne efterspørger, blandt andet inden for science og teknologi. I den indsats vil vi gerne samarbejde endnu mere med virksomhederne om at udvikle nye løsninger til gavn for erhvervslivet og for Vallensbæk, siger borgmesteren.
På dagen deltager en række praktikere og eksperter fra blandt andet Hovedstadens Erhvervshus. En af de virksomheder, der møder op, er Christonik, der er en af de ledende udbydere af værktøj og komponenter i Danmark indenfor aircondition og varmeløsninger.
Direktør Christian Rud Ingvardsen opfordrer andre virksomheder og iværksættere til at søge så meget hjælp som muligt:
– Vestegnen er et fantastisk sted at drive virksomhed. Vi ligger centralt, og det er nemt at komme i kontakt med relevante personer hos kommunen, når vi har brug for det. Mit bedste råd til nystartede virksomheder er at søge al den hjælp, I kan få. Det er umuligt selv at finde ud af de mange ting, man skal vide noget om.

Tid og sted
Virksomhedernes Dag finder sted tirsdag den 12. november kl. 15-17 hos Via Biler, Volvo Vallensbæk, Vallensbækvej 71

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Top